Præstens klumme: Håb i en håbløs tid

Jeg har lige købt en bog med en skøn titel: “Upraktisk håndbog i lysegrønt håb”. Og trods det, at jeg ikke har læst ret meget i den endnu, får jeg lyst til at skrive noget om den, bare fordi titlen i sig selv er så god! Den vækker forundring og nysgerrighed og lyst.

Bogen vil få os til at åbne sind og krop for glæden ved at være til sammen med alt det andet, der er til. Den type følelser er kærkomne alternativer til de følelser, der opstår i kølvandet af de mange andre bøger og rapporter og artikler, som handler om samme emne som bogen her. Nemlig klima- og naturkrisen. For de vækker bekymring og håbløshed - ja endda angst og klimasorg.

Allerede ud af titlen på bogen, springer det frem, som forfatteren Mickey Gjerris vil skabe med den. Håb. Det er dét, vi har brug for. Ikke endnu en praktisk håndbog i affaldssortering eller i hvordan man bygger et muld-toilet. Ikke drømmerier om, at teknologiske løsninger nok skal blive opfundet i tide. Men at vi viser, at der selv i det, der på mange måder ser ud til at være en håbløs situation, kan findes et håb, der kan give mod til at handle.

Det er så let at blive ramt af klimasorgen og helt prøve at undgå at høre tale om klimaforandringer, fordi det vækker afmagten og håbløsheden i én. Håb og mod er ikke mentale evner, der kan overdrages som teknikker til at mestre livet. Det er fænomener, vi kan møde på vores vej, og i glimt kan finde styrke i.

Finde håb i glimt. Og handle. Mine konfirmander har lige løst en opgave, hvor de skulle se på, hvad de selv og familien kan gøre - som et bolværk mod klimabekymringerne. Stå lidt kortere tid under bruseren om morgenen. Være opmærksom på at genbruge og ikke altid købe nyt. Mærke hvordan glæden over de små ting, som man selv gør, fortrænger klimabekymringerne. Én er blevet vegetar for at mindske kødforbruget. Der er håb for morgendagen. Det kan findes. I glimt. I titlen på en bog. I en grøn madpakkepose. I en flok nye konfirmander, som i disse dage springer ud i det lysegrønne forår.