Kirkens Korshær lukker – men genopstår
Efter 24 år i Østergade 27 i Hammel flytter Kirkens Korshærs genbrugsbutik i nye lokaler.
Fra 30. juni finder man ikke længere Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Østergade 27 i Hammel. Efter 24 år netop her lukker butikken nemlig, men kun for at genopstå i nye, mere moderne rammer, ved siden af Normal i TemaCentret – dér, hvor der i dag er test-center.
»De nuværende rammer er blevet for små. Vi får jo heldigvis mange donationer ind, men her ryger det meste på vores lager. Varerne skal jo helst op at stå i butikken, så folk kan se det, og det kan blive solgt,« siger Susanne Heckmann, der er daglig leder i butikken.
Hun forklarer, at Kirkens Korshær får 350 kvadratmeter i ét plan i TemaCentret. Som det er i dag i Østergade er der adskillige forskellige niveauer, og lageret samt møbelafdelingen er i henholdsvis kælderen og en tilstødende bygning.
»Vi har kunder og ansatte, inklusiv jeg selv, som har svært ved de forskellige trapper,« siger Susanne Heckmann.
Super beliggenhed
I den nye butik vil der ikke længere blive solgt store møbler. Mindre møbler vil dog fortsat være at finde, og som noget nyt vil man fra august kunne købe tøj i forretningen.
Susanne Heckmann forklarer, at butikken bliver indrettet med fuldstændig nyt inventar i en mere moderne stil, som er mere »i tidens ånd«, og som tiltaler den yngre generation. Det er den vej, som Kirkens Korshær generelt bevæger sig hen i mod.
Jeg kunne forestille mig, at I flytter til en lokation med en dyrere husleje. Hvordan harmonerer det med Kirkens Korshærs godgørende formål?
»Beliggenheden lige ved SuperBrugsen og Normal i TemaCentret er så god, at vi nok skal tjene pengene hurtigt ind igen. Alene det, at vi kan få alle vores varer op og også begynder at sælge tøj vil betyde en meromsætning,« siger den daglige leder, som bestemt også tror, at de mange faste kunder følger med.
Hjælper i Danmark
Udover at de store møbler forsvinder, og der kommer tøj til, så vil genbrugsbutikken indeholde alt det, som den gør i dag: Pyntegenstande, service, legetøj, bøger og meget andet.
Alt sammen genstande, som er doneret af private.
»Det er vi meget taknemmelige for,« siger Susanne Heckmann.
Pengene, som Kirkens Korshær får ind, går til hjælpearbejde udelukkende i Danmark – eksempelvis herberger, fixerum og varmestuer.
Det er 35 frivillige ansatte mellem 28 og 90 år, som sørger for, at hjulene drejer rundt i forretningen.
Frem mod lukningen 30. juni holder Kirkens Korshær lukkeudsalg.