Første spadestik til Hørning Idrætscenter
Byens vokseværk har skabt behov for en udvidelse.
Så sker det. Hørning Idrætscenter sætter spaden i jorden til en omfattende udvidelse af centret, der efter opførelsen vil gøre Hørning Idrætscenter til et af regionens største idrætscentre.
Sådan skriver Hørning Idrætscenter i en pressemeddelelse, hvor man samtidig også glæder sig over at blive et samlingssted for masser af aktiviteter på områder som idræt og kultur i den nordlige del af kommunen.
Baggrunden for udvidelsen er, at Hørning er vokset eksplosivt og dermed også lagt større og større pres på faciliteterne i idrætscentret.
Det gøres der noget ved nu med opførelse af en ny idrætshal, et bevægelsesunivers med springgrave og meget mere, kultur og mødefaciliteter.
Borgmester Frands Fischer var på pletten fredag eftermiddag i sidste uge, da han tog 1. spadestik i øvrigt i selskab med Hørnings mange foreninger og brugere af centret blandt deltagerne.