Fortsæt til indhold

Skanderborg får bosted for folk med spiseforstyrrelser

PS Contact vil åbne bosted baseret på alternativt koncept for mennesker der lider af spiseforstyrrelser.

Samfund
bo

Virksomheden PS Contact er godt på vej til at åbne et bosted i Skanderborg for mennesker, der lider af spiseforstyrrelser. Her vil man tage udgangspunkt i en anderledes tilgang til behandlingen.

»Erfaringen siger os, at tiden kalder på noget nyt i forhold til tilgangen i behandlingen af mennesker med spiseforstyrrelser - i hvert fald for nogle i målgruppen. Vi har en anderledes tilgang til behandlingsmåden, hvor vi gerne vil væk fra skyld og skam og i kigger bag ved spiseforstyrrelsen og de diagnoser, der måske ligger bagved,« fortæller Pia Saaby Sørensen, direktør og indehaver af PS Contact.

»Vi ønsker med vores tilbud at arbejde ud fra en helhedsorienteret tilgang, og se spiseforstyrrelsen som en tillært mestrings-strategi, og som et symptom på anden bagvedlæggende problemstilling,« tilføjer hun.

Vi håber med det nye bosted at skabe et tilbud, som sammen med den enkelte beboer hjælper med at finde ind til og arbejde med de bagvedliggende årsager til spiseforstyrrelsen
Pia Saaby Sørensen, indehaver og direktør, PS Contact

Fokus på helheden

Virksomheden arbejder ud fra den bio-psyko-sociale model, som samler de medicinske, sociale og psykologiske aspekter af sygdom og sundhed, og giver en helhedsforståelse af sygdom og sundhed, hvor der både tages højde for biologiske, individuelle og sociale forhold.

»Vi ved, at der er meget modstand hos mennesker, der lider af spiseforstyrrelser, ligesom skyld og skam også fylder rigtig meget særligt hos netop denne gruppe af mennesker. Derfor håber vi med det nye bosted at skabe et tilbud, som sammen med den enkelte beboer hjælper med at finde ind til og arbejde med de bagvedliggende årsager til spiseforstyrrelsen,« understreger Pia Saaby Sørensen.

Trivsel og livskvalitet

På det nye bosted vil der blandt andet blive undervist i ernæring og kropsbevidsthed sideløbende med forskellige terapiformer. Der vil også indgå motion i passende mængder, da det har betydning for hjernens signalstoffer.

»Der er forskellige områder i hjernen som påvirkes ved anoreksi og som har stor betydning for vores beslutningstagning. Og det er blandt andet det, vi kan påvirke med motion. Vi vil også arbejde med sansestimulering, da sanserne er hårdt ramt hos mennesker med spiseforstyrrelse.,« forklarer Pia Saaby Sørensen og understreger at trivsel og øget livskvalitet vil være i fokus.