Ung med angst: »Vi skal blive bedre til at snakke om tingene i vores lille land.«

»Jeg havde svært ved at trække vejret. Det hele lukkede til, og jeg følte, at der ikke var nogen udgang i mine omgivelser, og at jeg var fanget dér, hvor jeg var, og så begyndte min hjerne at lukke ned og gå i alarmberedskab.«

Sådan beskriver Josefine situationen, der førte til, at hun første gang blev bevidst om, at det ikke var en normal reaktion at have.

Josefine er 23 år og fra Skanderborg, hvor hun har levet sit liv i en kernefamilie med far, mor og to yngre søskende samt gået i folkeskole og på gymnasiet. I dag er hun flyttet til Silkeborg, hvor hun læser til sygeplejerske.

Social angst

Angstanfaldet skete en forårsdag i april 2021, da hun under et au pair-ophold i England var på tur i centrum af London sammen med nogle veninder.

Det var lige efter, at der var åbnet op igen efter en corona-nedlukning, og der var så mange mennesker i byen, at det simpelt hen blev for meget.

Josefine har siden fået bekræftet, at det var angst, og at hun lider af en form for social angst.

Tabu skal brydes

Josefine har valgt at fortælle sin historie til UgeBladet, fordi hun gerne vil være med til at bryde tabuet om at tale højt om det mentale helbred, og fordi hun gerne vil starte en samtale om, at det ikke er forkert at søge hjælp, når man oplever problemer.

»Jeg fortæller for eksempel alle omkring mig, at jeg går til psykolog, for jeg føler ikke, at det skal være noget farligt,« siger Josefine.

For at beskytte Josefines identitet nævnes kun hendes fornavn i artiklen, ligesom hun er fotograferet bagfra.

Søgte hjælp

Josefine søgte hjælp hos psykolog Anne Bräuner i Skanderborg, hvor hun startede i et forløb med samtaler.

Til samtalerne lærer Josefine blandt andet at sætte nogle billeder på sin angst, så hun eksempelvis kan forestille sig, at det er kviksand, som man kan synke i eller søge uden om.

»Jeg tror, det har hjulpet mig at få et billede på det, så jeg kan kan vælge at gå uden om, men der er stadig nogle gange, hvor det får overhånd.«

Bunder i traume

Josefine har nu lært, at der for mange er en grund til, at man udvikler angst, og at det er bestemte ting, der udløser den.

»Jeg har siddet i skolen, hvor der skete et eller andet, som triggede min angst. Når jeg kan mærke, at det kommer, så er det vigtigt for mig lige at komme ud i frisk luft og trække vejret. Bagefter fortæller jeg folk, at det ikke er dem, jeg går fra,« uddyber hun.

Udviklingen af angst hos Josefine bunder i et traume fra hendes gymnasietid, hvor visse reaktioner hos andre fik en stemme inde i hovedet til at alarmere om, at det her er en farlig situation, vi skal ud af.

»Det er ikke noget, folk gør med vilje, men hvis jeg følte, at jeg blev ignoreret, så kunne jeg - inde i mit hoved - opfatte det som om, at de ikke kunne lide mig mere,» siger hun.

Det handler om, at man tænker meget over, hvordan man bliver opfattet. Og man sammenligner sig med andre.

Destruktive tanker

Josefine kan godt se, at det er negative tanker at gå rundt med ikke mindst, når man er ung.

»Ja, det er jo destruktivt, når du fortæller din hjerne, at du er forkert, som du er. Det bliver trættende hele tiden at være hård mod sig selv. Og man bliver træt, og på den måde bliver man lidt slidt op,« lyder det.

Josefine vil ikke kalde det for depression, fordi det er en diagnose for sig selv.

»Men der er nogle dage, hvor jeg ikke har lyst til at komme ud af sengen. Du vender alting ind mod dig selv, og det er hårdt i længden for din tankegang og for din hjerne,» tilføjer hun.

Følte et pres

Josefine mener, at hendes angst begyndte på gymnasiet, fordi der kommer mere pres på, ligesom hun føler, at alt skulle være perfekt.

»Du skal have de perfekte karakterer, du skal selv være perfekt. Det er en kultur, som for mange allerede starter i folkeskolen, når man begynder at få karakterer,« fremhæver hun.

Og så gør de sociale medier det heller ikke ligefrem bedre.

»Man kan få sit liv til at fremstå perfekt og gå ind og sammenligne sig og sige, at hende her ser ud til at have det fedt hele tiden, men hvorfor har jeg ikke sådan et liv? Hvorfor får jeg ikke et 12-tal, når min veninde gør?«

For Josefine står det helt klart, at jagten på gode karakterer er en af hovedårsagerne bag det pres, som et stigende antal unge føler.

»Det er ikke godt for nogens mentale helbred at blive vurderet hele tiden,« mener hun.

Behov for hjælp

Josefine tror, at der går mange unge rundt, som godt kunne have behov for hjælp. At de lider i stilhed, indtil det måske en dag ramler helt sammen oppe i hovedet.

»Jeg troede i lang tid, at mit problem ikke var stort nok. Jeg har jo ikke spiseforstyrrelse, og jeg har ikke mistet nogen. Jeg gjorde mit problem lille, men der er ikke noget problem, der er for lille selv, hvis man bare har brug for at snakke.«

For mange er det også frygten for at få et stempel i panden, der afholder fra at søge hjælp.

»Jeg tror simpelt hen, at vi skal blive bedre til at snakke om tingene i vores lille land, fordi der er jo mange tabuer omkring det mentale helbred. Det kræver overvindelse at sige, at man har angst, depression eller stress.«

Josefine opfordrer til, at hvis man har svært ved at gå ud og søge hjælp hos en fremmed, at man så starter med at snakke med sin veninder eller familien.

Et lille håb

Der er ifølge Josefine små, men positive tegn på, at man på de sociale medier er ved at bryde tabuet om, at alt og alle skal være perfekt eksempelvis ved at vise, hvordan billeder redigeres.

Josefine håber, at hun får andre til at reflektere over nogle ting ved at fortælle sin historie.

»Jeg har valgt at gøre det for at åbne samtalen og sige, at det ikke er forkert at søge hjælp. Det er okay. Vi går alle sammen med et eller andet - man er aldrig alene, selv om det kan føles sådan.«