Slut med naturgas: »Det vigtigste lige nu er tilslutningerne. Det er dem, det hele afhænger af«
70 er det magiske tal i fjernvarmekabalen. Når 70 pct. af husstandene hat tilmeldt sig fjernvarmen, er økonomien sikret.
Hvornår? Lyder spørgsmålet igen og igen til chef for Plan, Teknik og Miljø , Karen Margrethe Høj Madsen i forhold til udrulning af fjernvarme til de naturgasdækkede områder i det nordlige af Skanderborg, efter at kommunen i sidste uge meldte ud, at man har bestemt sig for at gå videre i dialogen med det aarhusianske fjernvarmeselskab Kredsløb.
Der skal lægges rør mellem Galten og Harlev. For at Kredsløb kan levere til Skanderborg Kommune, skal det være forbundet ind i Aarhus Kommune. Skovby bliver det første område, derefter Storring og så StjærKaren Margrethe Høj Madsen, chef for Plan, Teknik og Miljø
»Det er supersvært at sige noget præcist på nuværende tidspunkt. Vi er i fuld gang med at planlægge opstartsmøder med Kredsløb. Det vigtigste lige nu er tilslutningerne. Det er dem, det hele afhænger af,« understreger hun.
Kredsløb brugte tid op til påske på at foretage beregninger om tilslutningsprocenter, og som det ser ud nu, er Kredsløb indstillet på at gå i gang med at lægge fjernvarmerør i jorden, når 70 pct. af husstandene har tilsluttet sig - vel at mærke 70 pct. i hvert område.
»Der skal lægges rør mellem Galten og Harlev. For at Kredsløb kan levere til Skanderborg Kommune, skal det være forbundet ind i Aarhus Kommune. Skovby bliver det første område, derefter Storring og så Stjær,« forklarer Karen Margrethe Høj Madsen
Kredsløb har tidligere i år meldt ud, at man kunne være klar til fyringssæsonen 2023, men helt så optimistisk er chefen for Plan, Teknik og Miljø ikke.
»Det kan jeg godt være lidt i tvivl om kan holde, men de første fjernvarmekunder i Skovby vil nok være koblet på til den tid. Der er rigtig mange hvis’er i det her. Der er meget gang i byggebranchen og vi skal bruge entreprenører til gravearbejdet, så det kan godt blive en flaskehals,« understreger hun.
I forhold til Høver, så er det et spørgsmål, om der er økonomi i det. Det skal jo også være økonomisk fornuftigt for borgerne. Måske bliver fjernvarmen for dyr til, at folk vil tilslutte sigKaren Margrethe Høj Madsen, chef for Plan, Teknik og Miljø
Høver kan blive for dyr
Når første fase er på tegnebrættet, starter beregningerne for anden fase med Låsby, Herskind og Høver.
»I forhold til Høver, så er det et spørgsmål, om der er økonomi i det. Det skal jo også være økonomisk fornuftigt for borgerne. Måske bliver fjernvarmen for dyr til, at folk vil tilslutte sig. Og det kan blive rigtig dyrt for selskaberne at lægge rør ned, hvis tilslutningerne ikke kommer i hus.«
Det er Galten Varmeværk, der skal producere varmen til Skovby, Storring go Stjær, og forventningen er, at varmeværket også kan levere en del til Låsby.
»Vi forsøger at få hele systemet til at hænge sammen, men det er dyrt at levere over for store afstande. Derfor skal vi nok på sigt se os om efter endnu en varmekilde i Låsby. Det ved vi ikke endnu,« understreger Karen Margrethe Høj Madsen.
For pokker jeg er en glad mand, og jeg er ikke den eneste. Mange her i Skovby har nu været inde på Kredsløbs hjemmeside og læst om, hvad de kan. Vi er klar med lyntilkoblinger, så snart de siger goOle Juhl, Skovby
Store smil i Skovby
I Skovby, Storring og Stjær er smilene store, efter det nu står klart, at byerne er med i udrulningens første fase.
»For pokker jeg er en glad mand, og jeg er ikke den eneste. Mange her i Skovby har nu været inde på Kredsløbs hjemmeside og læst om, hvad de kan. Vi er klar med lyntilkoblinger, så snart de siger go. Det kan kun gå for langsomt. Jeg håber, vores lokale myndigheder bakker fuldt op og er hurtige til at sagsbehandle. Indtil nu har vores lokalpolitikere i hvert fald været gode til at tage bolden op lynhurtigt,« lyder det fra Ole Juhl, der tilbage i februar var initiativtager til Facebookgruppen Skovby Fjernvarme.
Han glæder sig over, at tilslutningskravet nu er sat til 70 pct. og ikke som det ellers tidligere forlød på 100 pct.
»Flere har sagt, at de nu ser med større realisme på projektet. Nu håber vi, Kredsløb er hurtige til at komme med information om priser for tilslutning og opvarmning, så folk kan tage stilling, og vi kan komme i gang med at indsamle forpligtende tilsagn.«
Ole Juhl har hele tiden ment, at et stort fjernvarmeselskab var at foretrække, fremfor et mindre.
»For mange i gruppen inklusiv mig selv betyder det helt klart noget, at det er et stort selskab, der skal stå med projektet. Det er godt at være en del af noget større. Det giver mere fleksibilitet og sikrer, at det kommer til at gå hurtigere, end hvis det var et lille selskab. Kredsløb har flere »muskler«. Bliver projektet en succes i Skovby, så er sandsynligheden for at flere kommer med i de andre byer også større,« mener han.
Også hos Storring-Stjær Borgerforening er humøret højt.
»Vi er superglade for, at vi er med i første fase. Nu glæder vi os til at få sat tidshorisonter på,« konstaterer Helene Simoni Thorup, formand for Storring-Stjær Borgerforening og medlem den arbejdsgruppe under borgerforeningen, der den seneste tid har kigget på alternativer til naturgas.
»Går der for lang tid, så vil nogle have skiftet naturgasfyret ud med varmepumper, så tiden betyder helt klart noget. Sådan er det med de priser, vi har lige nu på naturgas. Men selvom folk skifter til varmepumpe lige nu, så betyder det ikke nødvendigvis, at de ikke på sigt er interesseret i at blive koblet på fjernvarmen. Opbakningen til fjernvarme er stor i Storring og Stjær. Så snart vi har mere konkret viden, så er vi klar til at gå ud og få forpligtende tilmeldingerne fra borgerne,« tilføjer hun.
Det er svært lige nu at forestille sig, hvilken tidshorisont vi arbejder med. Mange vil måske skifte over til varmepumpe, hvis der går alt for lang tid, især hvis deres naturgasfyr er ved at være udskiftningsmodent. Vi ville have elsket at være med i første fase, men vi er glade, bare det kommerAnne Kaae, Herskind
Usikkerhed i Herskind
I Herskind er smilene knap så store. Her har man hæftet sig ved vendingen: «Sandsynlig anden fase.«
»Det synes vi, er en lidt underlig måde at skrive det på, for hvad skal vi helt præcist lægge i det?” Spørger Anne Kaae fra Landsbyrådet Herskind, Skivholme og Herskind Hede.
»Det er svært lige nu at forestille sig, hvilken tidshorisont vi arbejder med. Mange vil måske skifte over til varmepumpe, hvis der går alt for lang tid, især hvis deres naturgasfyr er ved at være udskiftningsmodent. Vi ville have elsket at være med i første fase, men vi er glade, bare det kommer,« understreger hun.
»Der er fjernvarme i Borum lige på den anden side af kommunegrænsen, og det er meget tæt på os, så vi havde forestillet os, at vi kunne blive koblet op på fjernvarmen via Borum. Vi i landsbyrådet har været ude og lægge spørgeskemaer i postkasserne i Herskind og bedt folk melde tilbage, om de er interesseret i at blive koblet på fjernvarmenettet – også selvom om der måske går flere år. Det kan vi give kommunen svar på om kort tid. Vi har gjort lobbyarbejdet og kan servere det på et fad. Mange har allerede meldt positivt tilbage,« tilføjer Anne Kaae.