Verdens bedste kolleger: Skolehundene Siska og Malik gør Columbusskolen til et helt særligt sted
Torsdag i sidste uge blev en milepæl markeret på Columbusskolen, da den yngste skolehund, Siska, fik overrakt sit Skolehunde-halsbånd. Skolen har nu to uddannede skolehunde blandt de ansatte.
»Mine firbenede kolleger er med til at gøre, at vi har en rigtig god skole, måske den bedste i verden.« Lærer Gro Eriksen på Columbusskolen ser kærligt på de to hunde, der slænger sig omkring hende. Lige nu har både de og hun frikvarter, men inden længe ringer klokken ind igen, og Siska skal for første gange på arbejde med sit nye halsbånd.
Malik og Siska har stor betydning i forhold til at få vendt skolevægring, så skolen igen blev overkommelig. De er enormt dygtige til at tage imod eleverne. Mange elever får lyst til at komme i skole igen, alene på grund af dem. De to skolehunde kan noget helt særligt. De er altid glade, de er ligeglade med om de taber, og de bærer aldrig nag.Gro Eriksen, lærer, Columbusskolen
For en time siden fik hun ved en festlig samling for alle skolens elever højtideligt overrakt sit nye halsbånd af skoleleder Lene Hvirvelkær. Hvor der på det tidligere halsbånd stod »Praktikant«, står der nu »Skolehund«.
»Malik og Siska har stor betydning i forhold til at få vendt skolevægring, så skolen igen blev overkommelig. De er enormt dygtige til at tage imod eleverne. Mange elever får lyst til at komme i skole igen, alene på grund af dem. De to skolehunde kan noget helt særligt. De er altid glade, de er ligeglade med om de taber, og de bærer aldrig nag,« fortæller Gro om noget af baggrunden for, at skolehundene har så stor en stjerne hos eleverne på Columbusskolen.
»Og så er de fantastiske at læse højt for. De retter nemlig aldrig, men er fantastiske lyttere. Det er en gigantisk motivationsfaktor for eleverne at få lov at læse højt for Malik eller Siska. Her er ikke noget, hvor der hviler et præstationspres på dem.«
Mange af børnene søger her ind, når de er stressede og trænger til at komme ned i gear. Det er så tydelig, hvordan der falder ro over dem, når de er sammen med hundene. Malik og Siska lægger en dæmper på stress og tager trykket.Gro Ipsen
Dæmper gemytterne
Noget andet af det, Gro har hæftet sig særligt ved hos sine firbenede kolleger er, at de hjælper skolens elever med at blive bedre til at aflæse andre mennesker. Noget, der ellers kan være en svær udfordring.
»Nogle af vores børn kan have meget svært ved at aflæse hinandens signaler. Her spiller skolehundene en stor rolle på flere måder. Dels lægger de en dæmper på gemytterne, fordi Gitte (»hundemor«, red.) har lært børnene, hvordan de skal opføre sig sammen med hundene - være rolige, tale afdæmpet og tage hensyn. Men den kontekst kan samtidig overføres til konfliktsituationer og bruges som spejl. ’Hvis det nu var Malik, der havde gjort det, ville du så reagere lige sådan?’ kan vi så spørge. Når man elsker hunden, er det svært at blive gal. Det tager brodden ud af mange konflikter,« forklarer hun.
På Columbusskolen får alle elever lidt hundetid i løbet af ugen. De to skolehundes »mor«, Gitte Ipsen, understreger gang på gang, at hendes dør altid står åben for dem, der trænger til en logrende hale og en kærlig hundesnude.
»Mange af børnene søger her ind, når de er stressede og trænger til at komme ned i gear. Det er så tydelig, hvordan der falder ro over dem, når de er sammen med hundene. Malik og Siska lægger en dæmper på stress og tager trykket,« fortæller hun.
En af hendes opgave er at lære børnene at aflæse Siska og Malik. Ser hunden på dig, har den løftet hale, er ørerne opmærksomme?
»Når børnene lærer at aflæse hundens signaler, så er det færdigheder, de kan overføre til andre relationer. Det er »gratis« at bruge hundene til at lære dem af læse hinandens kropssprog,« forklarer Gitte.