Sprogklinikken.dk udfolder børns fulde sproglige potentiale
Jeanette Hølledig Mikkelsen har søsat virksomheden Sprogklinikken.dk i Hammel. Med hjælp til sproget for børn både med og uden høretab.
Ønsker man professionel assistance til at styrke sit barns sprog, så er der hjælp at hente hos Jeanette Hølledig Mikkelsen, som netop har åbnet Sprogklinikken.dk.
I privaten på Jagtvej 111 i Hammel er indrettet et værelse til konsultationer, ligesom Jeanette også gerne tager hjem til familier eller laver konsultationer over video-opkald.
Jeanette fortæller, at Sprogklinikken.dk har tre ben at stå på:
Til familier, som har børn med høretab, tilbyder hun AVT-forløb, som står for Auditory Verbal Therapy. Jeanette er certificeret AVT-vejleder, og blev det som en af de tre første herhjemme.
I AVT trænes høresansen, som er svækket på grund af høretabet. Gennem øget stimulering af barnets høresans bliver de dele af hjernen, der hører, styrket. Målet er, at barnet opnår et alderssvarende talesprog.
»Der er tale om nogle ret intense og lange forløb, og vi har ret høje forventninger til, hvor langt barnet kan nå,« forklarer Jeanette Hølledig Mikkelsen, som var med til at starte AVT op på Aarhus Universitetshospital i 2011.
Hun har desuden kæmpet for at få udvidet den AVT-genoptræning, som personer med høretab får på hospitalet, fra ét år til tre år.
»Hos mig får man mulighed for at tilkøbe ekstra hjælp, når man har afsluttet sit forløb på hospitalet. Den mulighed har jeg oplevet, at flere forældre efterlyser.«
Individuelt tilpasset
Det andet ben i Sprogklinikken.dk henvender sig til familier, hvor børnene på en eller anden vis har sproglige vanskeligheder uden at have et høretab.
Og endelig handler det tredje ben om at forebygge og give barnet de bedste forudsætninger for et godt sprog. Det kalder Jeanette for baby-boost og sprog-boost – førstnævnte er op til et år, sidstnævnte er fra et år.
»Her giver jeg forældrene redskaber til at sprogstimulere, for man kan gøre meget for at styrke både førsproglige og sproglige kompetencer,« forklarer Jeanette Hølledig Mikkelsen og forsætter:
»Forældre kan flere steder få ideer til at stimulere deres barn sprogligt, blandt andet via sociale medier, men hos mig vil alt være individuelt tilpasset: Hvor er jeres barn lige nu, og hvor skal vi sætte ind?«
En gammel drøm
Oprindeligt er Jeanette Hølledig Mikkelsen uddannet lærer. Sidenhen tog hun en et-årig tegnsprogstolk-uddannelse.
Hun var ansat hos Møllevangskolen i Aarhus i ti år, hvor hun arbejde med børn med forskellige grader af høretab. Samtidig uddannede hun sig til audiologopæd, hvor hun var færdiguddannet i 2009.
Derefter blev hun ansat på audiologisk klinik på Aarhus Universitetshospital i 2011, hvor hun sideløbende tog AVT-uddannelsen og senere altså var med til at starte AVT op som genoptræningsforløb.
I dag er hun ansat som audiologopædisk konsulent hos Decibel, patientforeningen for børn og unge med høretab, hvor hun skal være med til at starte et nyt rådgivningsprojekt. Samtidig er hun altså lige sprunget ud som selvstændig med Sprogklinikken.dk.
»Jeg tænker, at det harmonerer rigtig fint med jobbet hos Decibel. Det kan fint køre sideløbende,« siger hun og fortsætter:
»Det er spændende, at prøve det selvstændige af. Det er jo noget, som jeg har drømt om længe, men lige har skullet finde modet til. Nu har jeg en fast indtægt fra Decibel, så nu er det et perfekt tidspunkt. Jeg glæder mig til at hjælpe endnu flere børn med at udnytte deres sproglige potentiale til fulde.«