Fortsæt til indhold

Inden 2025 skal Skanderborg opsætte 68 ladestandere til elbiler

Skanderborg er i fuld gang med at udarbejde en plan for, hvor i kommunen der skal placeres offentligt tilgængelige ladestandere. De første kommunale ladestandere forventes opsat sidst på året og alle skal være sat op inden 1. januar 2025

Samfund

El-bilsalget boomer og mange i Skanderborg har allerede taget den energivenlige bil til sig. Forventningen er, at der i 2030 vil være omkring 13.400 elbiler i Skanderborg Kommune. Af dem vil omkring ca. 87 pct. blive ladt op på ejerens egen grund, men de resterende - ca. 1.750 elbiler - vil have behov for at lade op ved offentligt tilgængelige ladestandere. Derfor skal kommunen tage stilling til, hvordan ladeinfrastrukturen i Skanderborg skal se ud.

Vi har spurgt borgerne på Facebook, om de har ønsker til lokationer, og vi fik 300 svar retur, så interessen for at få flere offentligt tilgængelige ladestandere er stor. Vi har på baggrund af de mange svar præsenteret politikerne for en liste med »need to have« og »nice to have« lokationer.
Brian Aagaard Nielsen, Plan, Teknik og Miljø

»Vi er i fuld gang med at udarbejde en plan for lade-infrastrukturen i kommunen. Det er ikke helt ukompliceret, og vi kender endnu ikke markedet så godt. Vi er ifølge ladestanderbekendtgørelsen forpligtet til at opstille ladestandere ved alle kommunale byggerier, hvor der er mere end 20 parkeringspladser. Det kan for eksempel være ved skoler og daginstitutioner samt på Fælleden. I alt er der 68 lokationer i kommunen, hvor vi er forpligtet til at sætte ladestandere op inden 1. januar 2025,« forklarer Brian Aagaard Nielsen, civilingeniør i Plan, Teknik og Miljø

»Lige nu arbejder vi på infrastruktur-planen, som skal behandles af byrådet på mødet i juni. Vi forventer at udbuddet er klar til at sende ud i august og håber at få bud tilbage i september, så de første standere kan sættes op omkring nytår,« tilføjer han.

Venter på udbud

De 68 lokationer, hvor der skal opsættes ladestandere er fordelt over hele kommunen. Det drejer sig om centerbyerne Skanderborg (22), Galten-Skovby (11), Ry (9), Hørning (7) og Låsby (3) samt byerne Gl. Rye (2), Veng (2), Stjær (2), Fruering (2), Voerladegård (2), Stilling (1), Svejstrup (1), Herskind (1), Ris (1) og Tebstrup (1). Desuden skal der opsættes ladestandere ved Vestermølle (1).

»Vi vil sandsynligvis dele lokationerne op i flere grupper, så vi får flere udbydere ind, og så vi undgår at ingen får monopol,« konstaterer Brian Aagaard Nielsen. I følge ham er der samtidig stor sandsynlighed for, at nogle lokationer er så attraktive, at ladestanderoperatørerne her vil stå i kø og gladeligt betale for at sætte ladestanderne, mens andre lokationer vil være langt mindre attraktive og derfor sværere at få ladestanderoperatørerne til at være med til at betale for oprettelsen af.

»Derfor giver det god mening at sørge for at der i hver gruppe både er attraktive og mindre attraktive lokationer,« pointerer Brian Aagaard Nielsen.

Borgerønsker som option

Ud over de lokationer, kommunen er forpligtet til at sætte ladestandere op ved, har man også fået input fra borgeren til ønskede lokationer.

»Vi har spurgt borgerne på Facebook, om de har ønsker til lokationer, og vi fik 300 svar retur, så interessen for at få flere offentligt tilgængelige ladestandere er stor. Vi har på baggrund af de mange svar præsenteret politikerne for en liste med »need to have« og »nice to have« lokationer,« forklarer Brian Aagaard Nielsen.

Borgerne ønsker blandt andet ladestandere ved offentlige bygninger, der har under 20 parkeringspladser og derfor ikke er omfattet af ladestanderbekendtgørelsen. Desuden ønsker de ladestandere ved sportsanlæg, turistattraktioner, på parkeringspladser nær populære naturområder, ved pendler-parkeringspladserne ved motorvejene og ved landsbyer, der ikke bliver dækket ind af ladestander-bekendtgørelsen.

Ønskerne fra borgerne er indtil videre lagt ind som optioner i planen for den offentlige lade-infrastruktur ud fra en betragtning om, at nogle af de steder er så attraktive for ladestanderoperatørerne, at de kan være med til at finansiere ladestandere på nogle af de mindre attraktive, men lovpligtige lokationer.

Pulje udløber i efteråret

Til at hjælpe kommunerne med opgaven har regeringen afsat en pulje til medfinansiering af de offentligt tilgængelige ladestandere. Midlerne herfra fordeles efter »først-til-mølle« princippet og puljen skal søges inden 1. november i år. Der er et loft for, hvor meget de enkelte kommuner kan få dækket af puljen, og Skanderborg kan maksimalt søge medfinansiering for ca. 2,17 mio. kr.

For at få del i puljen er det dog et krav, at kommunen kan dokumentere, at ladestanderoperatørerne ikke vil påtage sig ansvaret for både opsætning og drift af ladestanderne.

»Vi ved endnu ikke, hvor stor en omkostning, der bliver tale om. Vi har mulighed for at søge den statslige pulje og få 50 pct. af udgifterne medfinansieret, men inden vi kan gøre det, er vi nødt til at kende udgifterne. Derfor skal vi have buddene tilbage fra ladestanderoperatørerne, inden vi kan søge,« forklarer Brian Aagaard Nielsen.

Risiko for overkapacitet

Ifølge Brian Aagaard Nielsen er det svært at få et overblik over det reelle behov, da der er flere aktører, der opsætter ladestandere.

»Vi ved, at der er flere virksomheder der allerede har sat ladestandere op og andre, der er på nippet til at gøre det. Nogle virksomheder stiller deres ladestandere til rådighed, når de ikke selv anvender dem. Vi ved også, at der er flere i detailhandlen, der er i gang med at sætte ladestandere op på deres parkeringspladser. Samtidig sætter flere og flere tankstationer ladestandere op,« understreger han.

»Det ændrer ikke på, at vi er forpligtet til at sætte ladestandere op på de 68 lokationer, men det siger noget om, at vi skal være forsigtige med at sætte flere op end dem, vi er forpligtet til, så vi undgår overkapacitet og unødvendige investeringer. Det optager jo p-pladser,« tilføjer Brian Aagaard Nielsen

Lyn eller langsom

Kontrakterne med ladestanderoperatørerne er 10-årige og baseret på opsætning af normal-ladere.

»Loven siger ikke noget om, hvorvidt det skal være normal-ladere, hurtig-ladere eller lyn-ladere. Vi har tænkt, at det skulle være normal-ladere, da vi formoder, at behovet for lynladere dækkes af de kommercielle aktører som for eksempel tankstationerne. Desuden belaster lyn-ladere også strømnettet mere end normal-ladere,« konstaterer Brian Aagaard Nielsen, der dog ikke vil afvise, at nogle af ladestanderne på de kommunale lokationer kan blive lyn-ladere, hvis en ladestanderoperatør mener, der er en forretningsmodel bedre i det.