Erhvervsakademi Aarhus sælger ejendom for 34 millioner kroner
Erhvervsakademi Aarhus’ studieretninger skal samles på Campus Sønderhøj, hvor der opføres ny bygning.
Undervisnings- og kontorejendommen på Hasselager Allé 8 i Viby er netop blevet solgt for 34 millioner kroner.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
Ejendommen er købt af Aarhus Kommune og benyttes i dag til flere af Erhvervsakademi Aarhus’ studieretninger, der forbliver i ejendommen frem til august 2024.
Herefter samles studieretningerne på Campus Sønderhøj, hvor der bygges en ny, skræddersyet laboratoriebygning. EDC Erhverv Poul Erik Bech har bistået salget af den velholdte ejendom.
Ejendommen på Hasselager Allé har et etageareal på 4.291 m² og et grundareal på 12.221 m². Store dele af ejendommens arealer er indrettet til laboratorieundervisning, hvilket ifølge Niels Erik Holmstrøm, økonomi- og ressourcechef, er en af de primære årsager til, at Erhvervsakademiet valgte at sælge:
»Bygningen og de studieretninger, der køres herfra, er af de sidste som vi ikke har samlet på vores Campus ved Sønderhøj. På Hasselager Allé 8, så vi ind i et større renoveringsprojekt i omegnen af 30 millioner kroner. At vi vælger at sælge ejendommen, er også et spørgsmål om risikostyring. Det ville ikke være forsvarligt at gennemføre et så investeringstungt renoveringsprojekt, når ejendommen ligger afsides fra Campus, og det på sigt vil være svært at hive investeringen hjem igen, da laboratorierne er specielt indrettet til os,« forklarer Niels Erik Holmstrøm.
»Vi fortsætter med at bo i ejendommen frem til august 2024, hvor vi så flytter vores aktiver over til Campus Sønderhøj og får samlet vores studieretninger og faciliteter ét sted. Her vil der i mellemtiden blive bygget en splinterny, skræddersyet laboratoriebygning, som vi har tegnet en 10-årig lejekontrakt på,« siger han.
Ejendommen er beliggende i et erhvervsområde i Viby nær Skanderborgvej, tæt ved hovedfærdselsåre og med let adgang til motorvejen. Salget af ejendommen med omkringliggende god infrastruktur, foregik først ved offentligt udbud uden det ønskede resultat. Herefter blev ejendommen på Hasselager Allé 8 udbudt til salg på normal vis.
»Ejendommen på er en velholdt ejendom med mange anvendelsesmuligheder. Foruden den nuværende anvendelse som undervisningsejendom vil det ud fra ejendommens udformning og synlighed være oplagt at udnytte dennes domicilpræg. Den vil utvivlsomt kunne anvendes som domicil for større virksomheder, hvor de forskellige funktioner kan sidde adskilt i fløje og på etager. De mange fordelingsgange og mange lette vægge, muliggør en effektiv og fleksibel indretning, der uden tvivl vil være attraktivt for virksomheder, som skulle være interesserede i at bosætte sig i området,« siger Rasmus Kjærulff Ingemansen, der er erhvervsrådgiver i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus.