Street View fylder 15 år: Google-bil besøger Skanderborg tirsdag
I 15 år har Google Street View gjort det muligt at tage på virtuel sightseeing i hele verden. Google fejrer fødselsdagen ved at sende Street View-bilen på rundtur i Danmark. Tirsdag når den til Skanderborg.
I 2007 kunne man for første gang dumpe virtuelt ned i en række amerikanske storbyer og se livet i for eksempel Manhattan i panoramabilleder på computerskærmen. 15 år senere har Google millionvis af gange fotograferet alverdens gader, så du i Street View i dag kan besøge alt fra Det Hvide Hus til hovedgaden i Skjern.
Det er altid en sjov oplevelse at møde lokalbefolkningen, når Street View-bilen kommer rundt i landet. Mange synes typisk, at det er en spøjs størrelse med det store, mærkværdige kamera på toppen af bilen, og så vinker de tit.Jesper Vangkilde, kommunikationschef for Google i Danmark
Google fejrer tirsdag 15-års jubilæum for tjenesten med en rundtur i Danmark. Konkret kommer bilen i fem danske byer – Slagelse, Nyborg, Kolding, Randers og Skanderborg – og gør stop i alle byer.
I Skanderborg ruller bilen ind på Parkvej ved Kulturhuset cirka klokken 14:30, og her kan interesserede borgere stille spørgsmål til tjenesten og fotobilernes arbejde frem til klokken 15:15.
»Det er altid en sjov oplevelse at møde lokalbefolkningen, når Street View-bilen kommer rundt i landet. Mange synes typisk, at det er en spøjs størrelse med det store, mærkværdige kamera på toppen af bilen, og så vinker de tit – om det er for at hilse på chaufføren eller blive udødeliggjort på Street View, lader jeg være usagt,« siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef for Google Danmark, i en pressemeddelelse.
Rundturen er arrangeret særligt i anledning af jubilæet. Normalt kører bilen rundt i en by i alt fra få dage til flere uger afhængig af byens størrelse og opdaterer billeder af byen.
16 mio. kilometer
Siden lanceringen i 2007 har Google tilbagelagt 16 millioner kilometer over hele verden. En stor del foregår i de ikoniske flerfarvede biler med kamera på toppen. Igennem årene er der dog også optaget ture i Grand Canyon til bens, ruter i Sahara er fotograferet fra kamelryg og bjerge foreviget på ski. Og siden 2018 har brugerne kunne se Japan fra en hunds perspektiv.
»Googles Street View-biler har sammenlagt kørt en distance, der svarer til 400 ture rundt om Jorden. Samtidig har de mange nye tiltag givet mulighed for, at vi alle kan opleve nye dele af verden, som er svært tilgængelig, for eksempel komme indenfor i Det Hvide Hus, tage ud i Sahara eller besøge en boreplatform. Nogle steder er i den kuriøse ende, mens andre gør os klogere på den klode, vi bor på,« siger Jesper Vangkilde.
I forbindelse med jubilæet lancerer Google en tidsmaskine på Street View til Android og iOS – en funktion, som i dag kun findes i browser-udgaven. Funktionen viser i billeder, hvordan et område har udviklet sig gennem årene.