Vejlby-Risskov Fællesråd kan snart være fortid: »Sure gamle mænd nytter ikke noget«
Tiden er ifølge Risskov-borger løbet fra Vejlby-Risskov Fællesråd, der kritiseres for manglende kampvilje i Risskov. Fællesrådsformand mener, stærke borgere kan klare sig selv.
Underskriftindsamlinger, høringssvar og en insisteren på, at grundejere ikke fik deres vilje.
Med de våben har lokale i Risskov sørget for, at der ikke bliver bygget bredt og højt på grunden ved Risskov Øjenklinik og ej heller liebhavervillaer med udsigt over vandet ved Rolighedsvej.
Hvor synlig var Vejlby-Risskov Fællesråd i de kampe? Usynlig. Det mener i hvert fald Risskov-borger gennem 50 år, Flemming Munch. Han foreslår nu, at Risskov bryder ud af fællesrådet og danner sit eget.
»Vejlby-Risskov Fællesråd er ikke en synlig aktør i at støtte de lokale aktiviteter i Høje Risskov og Fedet. Det er fakta, ikke fornemmelser. Man rækker ikke ud til de borgere, man skal forestille at repræsentere,« siger han til Lokalavisen Aarhus og fortsætter:
»Det er en kritik af Vejlby-Risskov Fællesråd, men det er i lige så høj grad en konstatering af, at den eksisterende fællesrådsstruktur er tudsegammel, og at tiden er løbet fra den organisering, man har haft.«
Nogle ved kun, hvad de synes, et fællesråd bør være. Det er den store forskel.Poul Louring, Vejlby
Skriften på væggen
Flemming Munch er med egne ord blev overrasket over responsen på et opslag, han har skrevet om emnet i en lokal facebookgruppe.
»En hel række lokale har ringet og sagt, at de gerne vil deltage. Jeg er bomsikker på, at mange gerne vil engagere sig. Man vil gerne være med til at lægge snittene og lave tegningerne,« siger han.
Den primære årsag til, at strukturen i Vejlby-Risskov Fællesråd ikke fungerer, er ifølge Munch, at området i senere år er vokset betydeligt.
»Der er måske kommet 25.000 ekstra borgere, hele nye kvarterer, og så er man nødt til at tilpasse organisation og fokus. Af helt banale grunde skal helt lokale interesser varetages af lokale. Der er behov for demokrati og en stærkere, lokal forankring og institutionsform,« siger han.
Fællesrådene har formentlig indledt en ny æra i forhold til den kommende udvikling i lokalsamfund.Flemming Munch, Risskov
I forlængelse af kommunalvalget sidste efterår har Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard (S) meldt ud, at fællesrådene i kommunen skal styrkes. Det skal blandt andet ske via bedre erfaringsudveksling mellem de lokale fællesråd og kommunens forvaltninger.
»Byrådet har læst skriften på væggen rigtigt. Hvis man kan få processen forandret, så man kan afstemme visioner, planer og forandringer med et lokalsamfund, inden de bliver fremlagt, tror jeg, at kommunens embedsmænd kan spare en masse tid,« siger Flemming Munch og tilføjer:
»Embedsmændene synes nok heller ikke, det er sjovt at få tilsendt 500 sure opstød, når kommunen har fremlagt et tiltag. Man vil kunne få meget mere udvikling uden modstand. En flok af sure gamle mænd, der skriver sure høringssvar, nytter ikke noget i 2022.«
Nagende mistanke
Formanden for Vejlby-Risskov Fællesråd, Poul Louring, mener ikke umiddelbart, det er nødvendigt med to fællesråd i Vejlby-Risskov.
»Jeg mener godt, vi kan dække Vejlby Risskov fyldestgørende. En af forklaringerne er formodentlig, at vi i området har mange stærke kræfter, der kan klare sig selv. Vores opgave er at lette kontakten til kommunen for svage borgere. Vi støtter dem, der beder om hjælp,« siger han til Lokalavisen Aarhus.
Fællesrådsformanden vil ikke udelukke, at det kan give mening at lave to fællesråd. Han har uagtet »en mistanke om«, at Flemming Munch ikke ved, hvad et fællesråd er.
»Nogle mener, at vi burde være mere proaktive, men det står ikke i vores formålsparagraffer, at vi skal markedsføre os selv. Vi vil gerne rådgive embedsmænd og politikere om, hvad folk i vores område mener, og det er den mission, vi forsøger at leve op til,« siger han og fortsætter:
»Det er ikke et spørgsmål om at være synlig. Det er et spørgsmål om at hjælpe. Jeg kan forstå, nogle synes, det er vigtigere at være synlig, at blive set på sociale medier, og det må de selvfølgelig gerne.«
Flemming Munch er ikke medlem af Vejlby-Risskov Fællesråd. Han vil ikke nødvendigvis være del af et muligt Risskov Fællesråd.
»I forhold til formel deltagelse i bestyrelse eller tilsvarende i Risskov Fællesråd, har jeg af gode grunde ikke en præcis holdning for indeværende, men jeg vil under alle omstændigheder gerne deltage i en eller anden form,« siger han.