Fortsæt til indhold

2000 til familiefestival på KærligHeden

Red Barnet inviterede lørdag i samarbejde med SmukEvent over 2.000 børn og voksne til et brag af en fest i Skanderborg.

Samfund
bo

Over 1200 børn og 800 forældre og frivillige indtog lørdag KærligHeden, da Red Barnet for første gang inviterede til familiefestival sammen med Smukfests eventselskab, Smuk Event.

Det giver os mulighed for at levere festival-stemning og unikke oplevelser til børn og familier, som måske ellers normalt ikke har adgang til sådanne oplevelser. Vi håber, at familiefestivalen var en stor oplevelse for børnene, og at der også blandt børnene og deres familier opstod et fællesskab, som vi kender det fra vores egen Smukfest
Kasper Bjergbæk, direktør i SmukEvent.

Familiefestivalens gæster kom fra hele Danmark og kender til dagligt Red Barnet fra en række af børnerettighedsorganisationens aktiviteter såsom naturklubber, sommerlejre og familieoplevelsesklubber.

»Familiefestivalen er en unik mulighed for at hylde alle de lokale fællesskaber, vi har i Red Barnet. Vi vil gerne skabe en festivaldag, hvor de børn, vi møder i vores indsatser, får lov til at lege og prøve nye ting i trygge og fantasifulde rammer. Efter flere år med corona betyder det mere, end man lige tror, at børnene og deres familier kan komme ud og opleve noget særligt sammen og få et pusterum fra hverdagen,« siger Martha Ahlmann, national direktør i Red Barnet.

Familiefestivalen bød på masser af aktiviteter med børnene i centrum. Foto: Red Barnet

Børnenes dag

På familiefestivalen var børnene i centrum. Børn fra Red Barnets aktiviteter har været med til planlægningen af aktiviteter på dagen, og Red Barnets lokalforening i Skanderborg var på scenen og bød velkommen.

»Børn har ret til at blive hørt. Når vi lytter til børn og inddrager dem, styrker vi deres selvværd og oplevelse af at kunne handle i eget liv. Derfor er der også flere af børnene fra vores indsatser, der har været med til at ønske alt fra musik og aktiviteter til hvilken mad, der skal serveres. Det er afgørende, at det bliver en festival i børnehøjde, og at vi kan give børnene en oplevelse af, at de er stjerner i deres eget liv,« siger Martha Ahlmann.

På festivalpladsen var der blandt andet mulighed for at deltage i cirkusskole, opleve streetmagic, hoppe på superjumper-trampoliner eller få en tur på hesteryg. Fra søbredden var det også muligt at prøve kræfter med paddleboard og kanosejlads. Og så var der selvfølgelig masser af god musik og underholdning.

»Hos Smuk Event er vi rigtig stolte af samarbejdet med Red Barnet, om at etablere en Familiefestival. Det giver os mulighed for at levere festival-stemning og unikke oplevelser til børn og familier, som måske ellers normalt ikke har adgang til sådanne oplevelser. Vi håber, at familiefestivalen var en stor oplevelse for børnene, og at der også blandt børnene og deres familier opstod et fællesskab, som vi kender det fra vores egen Smukfest,« siger Kasper Bjergbæk, direktør hos SmukEvent.