Fortsæt til indhold

Efter rekordår: A. Enggaard belønner ansatte med bonus på 20.000 kroner

Byggerikoncernen har valgt at dele ud af det store overskud, der blev lavet i 2021.

Samfund
ddp

Medarbejdere hos entreprenør-koncernen A. Enggaard får en klækkelig bonus, der kan forsøde sommerferien eller bare give lidt mere luft i budgettet i disse inflationstider.

Samtlige medarbejdere i den store koncern, der har afdelinger i Aalborg, Aarhus og Fredericia, får en bonus på 20.000 kroner som tak for en ekstraordinær indsats, oplyser A. Enggaard i en pressemeddelelse.

Koncernen oplyser på sin hjemmeside, at den beskæftiger 500 medarbejdere, så det vil sige, at der bliver delt i hvert fald 10 mio. kr. ud.

Det er dog også et mindre indhug i en monsterindtjening i 2021. Her omsatte A. Enggaard for 2,3 mia. kr. og landede et resultat efter skat på 454,2 mio. kr.

»Vi har haft et rigtig godt år, hvor vi trods flere corona-prægede måneder har formået at fastholde en god fremdrift og kvalitet i vores aktiviteter samt et godt kammeratskab. Det har krævet en særlig indsats fra vores medarbejdere, der dygtigt og loyalt fandt den rette balance mellem hensynet til både hinanden og omgivelserne og at holde hjulene i gang. Deres stærke, kollektive indsats på tværs af afdelinger og fagligheder har været helt afgørende for vores meget tilfredsstillende 2021, og derfor har vi besluttet, at alle medarbejdere ekstraordinært belønnes med en bonus på 20.000 kroner uanset stilling,« siger entreprenør Asger Enggaard.

Medarbejderne skal dog ikke sætte næsen op efter en lignende bonus næste år.

I hvert fald forventer A. Enggaard ikke lige så flotte tal på bundlinjen.

»Vi forventer et fortsat højt aktivitetsniveau og en omsætning på niveau med 2021. Vi forventer dog ikke samme ekstraordinært høje indtjeningsniveau i 2022, og i det hele taget vil vores indtjening variere fra år til år efterhånden som bydele og ejendomsprojekter færdiggøres, ligesom vi vil blive påvirket af udfordringerne med stigende materialepriser og pressede forsyningskæder,« siger Asger Enggaard.

Koncernen står blandt andet bag store Aarhus-projekter Ceres Byen, Universitetsbyen, et højhus i Sydhavnen og Salling Roof Garden.