Fortsæt til indhold

Salg af byggegrunde styrtdykker: Appetitten på at bygge nyt er helt i bund

Antallet af byggegrunde, der bliver solgt, er næsten en tredjedel af sidste år.

Samfund
ddp

Salget af byggegrunde til private boliger er nærmest gået i stå.

Det melder EDC-gruppen i en pressemeddelelse.

Nye tal viser nemlig, at salget er reduceret til næsten en tredjedel i forhold til sidste år.

Hos alle landets ejendomsmæglere er der i månederne januar til april solgt 652 grunde til helårsboliger mod 1.713 grunde i samme periode sidste år. Det svarer til en nedgang på hele 62 pct., og for fritidshusgrundene ser det endnu værre ud.

Her er der i år kun solgt 221 grunde mod 636 sidste år, svarende til 65 pct. færre.

2021 var ganske vist ekstraordinært i forhold til boligsalg, men grundsalget er gennemsnitligt 20 pct. værre end før corona.

»Tallene viser, at appetitten på at bygge nyt er dalet kraftigt i forhold til lysten til at købe et brugt hus. Der ligger ganske vist en del ”skjulte” grundsalg i form af gamle og slidte ejendomme, der sælges som villaer eller fritidshuse udelukkende med henblik på nedrivning, men det er ikke nyt og forklarer ikke de dramatisk ændrede tal,« siger EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann.

Forklaringen skal ifølge Jan Nordmann findes to steder: Dels i det manglende udbud af grunde og dels i manglen på håndværkere og materialer og deraf følgende stigende priser på nybyg. Også mangel på håndværkere har betydning for byggelysten

»I hele Danmark udbydes der i øjeblikket færre end 1.000 grunde til helårsboliger via landets ejendomsmæglere. I de mest attraktive områder, er der ofte slet ingen grunde til salg. Jeg tror, at mange egentlig har lyst til at gå i gang med et byggeprojekt, men forholder sig afventende fordi de kan se og høre, at det generelt er svært at skaffe både materialer og håndværkere. I sidste ende leder det til stigende priser, hvilket også får mange til at droppe tanken for i stedet at lede efter et brugt hus,« mener Jan Nordmann.