Fest i friluftsbad modtager 15.000 kroner af Landsbyrådet
Tungelundsbadets 50-års-fødselsdagsfest har modtaget støttekroner, mens projekt med genetablering af julebelysning i Thorsø blev skubbet.
Favrskovs landsbyer har mulighed for at søge midler fra kommunens landsbyråd. Det har to landsbyer benyttet sig af i denne omgang, men kun det ene projekt, som Tungelundbadet i Thorsø står bag, blev honoreret.
Således fik Tungelundbadet 15.000 kroner til flagstang, fødselsdagsflag, beach-flag, bannere og leje af hoppeborge i forbindelse med en festlig fejring af svømmebadets 50-års fødselsdag 18. juni.
Der var egentlig ansøgt om 23.573 kroner, men helt så meget modtog friluftsbadet altså ikke.
Julebelysning skubbet
Det andet projekt, som altså ikke modtog penge i denne omgang, er genetablering af julebelysning i Thorsø.
Byforskønnelsesudvalget under Thorsø Håndværker- og Borgerforening vil genetablere julebelysning i byens gadelygtemaster. I første omgang i masterne fra byporten mod Sall til T-krydset ved Jernbanegade/Skolegade – i alt 51 master. Der er allerede indhentet sponsorater til projektet for 125.000 kroner, men der er et stykke vej op til de 325.000 kroner, som projektet koster.
Borgerforeningen ansøgte Landsbyrådet om 160.000 kroner, hvilket altså ikke blev givet - endnu i hvert fald. For projektet blev skubbet til næste møde, med besked om at indhente konkrete tilbud.