Fortsæt til indhold

Politiet anholder mand efter knivstikkeri på tankstation

En 44-årig mand er tirsdag morgen blevet anholdt i forbindelse med det knivstikkeri på Circle K-stationen på Vigerslevvej i Valby, hvor en 38-årig blev stukket flere gange.

Samfund
sbl

Københavns Politi har fundet frem til en 44-årig formodet gerningsmand til tirsdag morgens dramatiske knivstikkeri ved en Circle K-tankstation i Valby.

Det oplyser politikredsen på Twitter.

Omkring klokken 4.30 tirsdag tidlig morgen blev den 38-årig mand stukket flere gange ved tankstationen på Vigerslevvej og »kan have været i livsfare«, skriver politiet.

Den 44-årige blev anholdt, da politiet fandt frem til ham i en bil tæt på gerningsstedet. Kort efter fandt en hundepatrulje frem til det formodede gerningsvåben, oplyser Københavns Politi.

Den 44-årige mand bliver i løbet af tirsdag fremstillet i grundlovsforhør.