Fik parkeringsbøde efter skuddrama i Field's: »Det der er godt nok langt ude«
Fem personer fik parkeringsafgifter i området nær Field's, selvom man ikke havde mulighed for at hente bilen på grund af politiets anvisninger.
Rettelse: Man kunne tidligere i denne artikel få et indtryk af, at Europark udførte kontrol på Fields område, hvilket ikke var tilfældet. Det var derimod på Royal Arenas område, der ligger nær Fields. Det område var også i en periode påvirket af politiets arbejde.
Efter søndagens skyderi i storcentret Field’s gjorde Københavns Politi det klart, at man ikke skulle vende tilbage til området.
Blandt andet fordi politiet har skullet lave omfattende tekniske undersøgelser af området, hvilket betød, at det var afspærret. Nogle bilister kunne dog efterfølgende vende tilbage til p-bøder, skriver Ekstra Bladet.
En af dem, avisen har snakket med, er Morten Lynge, der sammen med en kammerat var på vej til Harry Styles-koncert i Royal Arena.
De valgte derfor at parkere ved koncertstedet, der ligger nær storcenteret.
Da koncerten så blev aflyst af søndagens skyderi i Field’s, henvendte de to sig efterfølgende til politiet, om det var muligt at hente bilen, men det var det ikke ifølge dem af sikkerhedsmæssige årsager.
Københavns Politi skrev så mandag kl. 10.48, at man nu igen kunne hente sin bil, hvis man holdt i området.
Da Morten Lynges kammerat så kom for at hente bilen, var der udskrevet en bøde kl. 11.14 - altså under 30 minutter efter politiet havde gjort det muligt at hente sin bil igen.
»Nu går jeg normalt ikke i små sko, men det der er godt nok langt ude. Det er dårlig stil,« siger Morten Lynge til Ekstra Bladet.
I en mail til avisen fortæller Europark, der har uddelt bøden, at man har lagt fem gule sedler i ruderne i området efter skyderiet i Field’s.
»Straks da vi bliver opmærksomme på situationen, indstilles parkeringskontrollen af området,« skriver p-selskabet til Ekstra Bladet.
De opfordrer til, at man kontakter dem, hvis man har fået en afgift i området, så vil de kigge på sagen, lyder svaret endvidere fra parkeringsselskabet.