Fortsæt til indhold

Ung biografmedarbejder dræbt under skyderiet i Field's

Nordisk Film Biografer oplyser, at det var en ansat i biografen i Field's, som var blandt de dræbte under skyderiet.

Samfund
jwh

En af de tre dræbte ved skyderiet søndag eftermiddag i shoppingcentret Field’s i København var en ung biografmedarbejder.

Det oplyser Nordisk Film Biografer i et Facebook-opslag, som på lidt over en halv time allerede har fået over 8.000 reaktioner.

»Det er med stor sorg, vi kan bekræfte, at en af vores unge biografmedarbejdere i Field’s mistede livet ved søndagens forfærdelige og ubegribelige tragedie. Vi er dybt berørte, og vores tanker og medfølelse går til de pårørende,« lyder indledningen i opslaget.

Nordisk Film Biografer oplyser, at alle ansatte i Field’s i øjeblikket modtager krisehjælp, og biografen i shoppingcentret er i første omgang lukket frem til 11. juli.

Mandag holdt alle kædens biografer lukket landet over, og det samme er tilfældet tirsdag i respekt for ofrene »og for at tale situationen igennem med vores medarbejdere,« skriver Nordisk Film Biografer i Facebook-opslaget.

En 22-årig mand er blevet varetægtsfængslet i 24 dage for skyderiet i Field’s. Sigtelsen lyder på manddrab og forsøg på manddrab ved at have dræbt en 47-årig mand, en 17-årig pige og en 17-årig dreng. Derudover er han sigtet for syv drabsforsøg, oplyste Københavns Politi mandag.