Hans Christian drak kaffe med konen - da naboen kom løbende ind: »Vi fik jo et chok og løb ud for at se, hvad der var sket«
»Vi har desværre en del skadesanmeldelser hvert år, med ukrudtsbrændere, der sætter ild i træer, buske eller bygninger. Skaden sker ofte, når ukrudtsbrænderen får fat i tørre blade, spindelvæv eller andet let antændeligt, og mange bliver overrasket over, hvor hurtigt ilden kan brede sig,« siger skadedirektør i Codan.
En helt almindelig rutineopgave med at brænde ukrudt endte med et redskabsskur i flammer og to smeltede cykler. Det sker desværre tit at ukrudtsbrændere er skyld i brande, især når vejret er tørt.
Det beretter Codan Forsikring A7S om i en pressemeddelelse.
Hans Christian på 75 år fjerner ukrudt ved sit skur, der støder op til garagen, som han har gjort mange gange i de seneste 20 år. Han sætter brænderen ind i sit skur og går over og får en kop kaffe sammen med konen.
Men pludselig kommer en nabo løbende og siger, at der er ild i skuret, og dermed er både skur og garage i fare.
»Vi fik jo et chok og løb ud for at se, hvad der var sket,« forklarer Hans Christian.
Det viser sig, at skuret på en eller anden måde er blevet antændt – formentlig af en vildfaren gnist fra ukrudtsbrænderen, og det er desværre ikke et enestående tilfælde.
300 udrykninger om året
Ifølge Beredskabsstyrelsen er ukrudtsbrændere hvert år skyld i cirka 300 brande, og det mærker man også i Codan, hvor kunderne henvender sig, med en hæk eller et skur, der er gået til i flammer, efter der har været gang i ukrudtsbrænderen.
»Vi har desværre en del skadesanmeldelser hvert år, med ukrudtsbrændere, der sætter ild i træer, buske eller bygninger. Skaden sker ofte, når ukrudtsbrænderen får fat i tørre blade, spindelvæv eller andet let antændeligt, og mange bliver overrasket over, hvor hurtigt ilden kan brede sig,« siger skadedirektør i Alm. Brand, Codan og Privatsikring i Alm. Brand Group, Henrik Bundgaard.
Som en steppebrand
Hurtigt gik det også hos Hans Christian, der fik hjælp af sine naboer, der kom ilende til. De fik reddet en 10-liters gasflaske ud, der stod inde i skuret. Men branden bredte sig meget hurtigt og fik gjort kål på forteltet til campingvognen, to cykler, fire sommerdæk, og en mindre aluminiumsgasflaske, der eksploderede.
»Det var virkelig voldsomt og gik så stærkt. På 5-10 minutter var det hele bare væk. Jeg havde så travlt med at prøve at slukke branden, at jeg slet ikke havde tid til at reagere rent følelsesmæssigt. Det var først dagen efter, reaktionen kom. Der fik jeg altså ondt i maven. Det kunne jo have været endt helt galt, for branden fik også fat i udhænget på garagen, før brandbilerne kom susende,« lyder det.
Selvom Codan ser en del af den type skader, så opfordrer skadedirektør Henrik Bundgaard ikke til, at man skrotter sin ukrudtsbrænder.
»Det er jo en mere skånsom måde at fjerne ukrudt på, end alverdens skrappe ukrudtsmidler, der kan ryge i grundvandet, så det giver god mening at svitse ukrudtet i stedet for. Vi opfordrer bare folk til at være forsigtige og opmærksomme, når de bruger ukrudtsbrænder, for der er en risiko, der ofte er svær at se med det blotte øje,« siger Henrik Bundgaard.
Gode råd til brug af ukrudtsbrændere
- Overvej, om det er i dag, du skal brænde! (undlad, hvis det er tørt eller hvis det blæser)
- Skal du brænde, så hav et slukningsværktøj (brandslukker, vandslange) i nærheden
- Hold god afstand til bygninger (skure og letantændeligt oplag eller bevoksning)
- Husk at ukrudt ikke skal ”brænde” bare ”svitse” (navnet ukrudtsbrænder er misvisende)
- Forlad ikke stedet, hvor du har brændt. Du skal fx ikke tage hjem fra kolonihaven, hvis du lige har været i gang med brænderen. Bliv et godt stykke tid efter, så du kan reagere, hvis der opstår brand