Hjælper sårbare unge til at få en uddannelse: Men i år mangler vigtig del
Den særlige HF-uddannelse for sårbare og udsatte unge, som Fundamentet står bag, er i år udfordret, da for få frivillige har meldt sig.
Terapihund, hundredvis af planter og et yogarum.
De fleste har nok svært ved at genkende det billede som en naturlig del af hverdagen på en ungdomsuddannelse. Men det findes i Aarhus, hvor de tre ingredienser blandt andre har vist sig at have en effekt og danne et fundament for, at sårbare unge, som ellers ikke kunne komme i gang med en ungdomsuddannelse, er i fuld gang med at gennemføre en.
Vi har svært ved at finde de frivillige studiementorer og lektiehjælpere denne gang.Steffen Rasmussen, daglig leder hos Fundamentet
Det sker på den treårige ungdomsuddannelse HF Fundamentet, der netop er flyttet ind i nye lokaler på Vestre Ringgade i Aarhus. Det første hold af 24 elever i alderen 18 til 29 år blev færdig med sit første år før sommer, og nu starter et nyt hold op i denne måned, så der er i alt 48 elever fordelt på to årgange.
Det fortæller Steffen Rasmussen, der er daglig leder hos Fundamentet, som i samarbejde med Aarhus HF og VUC står bag den særlige ungdomsuddannelse.
»Det har været ret rørende at opleve de her unge mennesker, som har en masse ting i bagagen og måske ikke normalt ville kunne overskue en ungdomsuddannelse, kæmpe sig igennem med en masse støtte og hjælp,« fortæller han til Lokalavisen Aarhus.
Stor interesse
Den oplevelse lader til at være den samme hos de unge, som den særlig ungdomsuddannelse henvender sig til. I hvert fald har HF Fundamentet i år oplevet en stor interesse.
»Alene til den nye klasse i år havde vi over 65 ansøgere. Altså fra folk, der så det som deres store håb at få en uddannelse på den her måde og ikke ved, hvor de ellers skal gå hen. Men vi har jo kun plads til 24 på en årgang,« fortæller Steffen Rasmussen, som forventer, at den tredje årgang med 24 elever begynder næste år, så der er i alt 72 elever på HF Fundamentet.
Det kræver ikke kun en del af Steffen Rasmussens ansatte hos Fundamentet at få så mange sårbare unge trygt igennem uddannelsen. Der er også et stort behov for frivillige studiementorer og lektiehjælpere, forklarer han:
»Det er primært pensionister, som får store glæde ud af at få en nær relation til et ungt menneske, som de mødes med én gang om ugen og kan hjælpe med lektier, eksamensforberedelse og opgaveskrivning. Vi kan tydeligt se, at det er altafgørende for, at de unge får gennemført eksamener, at de har en frivillig tilknyttet.«
Mangler frivillige
I år er det dog en udfordring at få nok frivillige tilknyttet, så alle elever på den nyopstartede årgang har en hver, og det kan have konsekvenser, frygter Steffen Rasmussen.
»Vi har svært ved at finde de frivillige studiementorer og lektiehjælpere denne gang. I øjeblikket mangler vi i hvert fald 10, og vi vil jo gerne have flere, så der er nok, hvis nogen falder fra undervejs. Hvis vi ikke når i mål, kan det i værste tilfælde betyde, at de, der står uden hjælper, ikke får lavet sine ting og dermed har svært med at fortsætte på uddannelsen,« fortæller Steffen Rasmussen.
Han håber derfor, at der er aarhusianere, som ikke har hørt om HF Fundamentet, der har lyst til at melde sig som frivillig.
»En frivillig mødes hver uge med en elev. Det hedder en studiementor, og rollen varierer alt efter matchet. Vi matcher dem jo ret grundigt, så studiementor og eleven passer sammen. For nogle elever er det en konkret lektiehjælp, og for nogle er det et bestemt fag eller noget andet, der kræver hjælp,« fortæller Steffen Rasmussen.