Fotokonkurrence: Hvad er 'Provins' for dig?
Hadsten Bibliotek og Kulturhus Sløjfen udfordrer kommunens borgere i en fotokonkurrence med emnet 'Provins'
Hvad synes du skal illustrere ordet ’Provins’. Det er op til borgerne i Favrskov at komme med deres forslag i en fotokonkurrence, som Hadsten Bibliotek og Hadsten Kulturhus Sløjfen lancerer. I perioden fra mandag 22. august til og med søndag 2. oktober kan man gå på jagt med sit kamera.
»Skyd et motiv som kan knyttes til ordet ’provins’. Hvad er provins for dig,«. lyder opfordringen på Sløjfens hjemmeside.
Med billedet skal deltagerne også sende en kort beskrivelse af, hvor billedet er taget og hvorfor indsenderen valgte netop det motiv.
Udstilling på bibliotekerne
Konkurrencen løber som nævnt fra 22. august til og med 2. oktober. Herefter vil otte fotografier blive udvalgt og fremkaldt for derefter at blive udstillet på bibliotekerne i Hadsten, Hammel, Ulstrup og Hinnerup fra 17. til 30. oktober. Et bedømmelsesudvalg udpeger den endelige vinder.
Betingelserne for at deltage er, at man skal være amatør, bosiddende i Favrskov Kommune, og man skal benytte eget kamera eller mobiltelefon. Aldersmæssigt er grænsen fra 10 - 100 år.
Det koster ikke noget at være med.