Drik ikke vandet: Manglende prøvesvar forlænger kogepåbud
Kogepåbuddet for en række vandværker på eller omkring Helgenæs fastholdes hen over weekenden, da der endnu ikke foreligger svar på de seneste vandprøver, oplyser Syddjurs Kommune.
Der skulle egentlig have været nyt om enterokokker-forureningen i vandet fra Fællespumpestation Skellerup Enge A.m.b.a. torsdag.
Syddjurs Kommune oplyser dog fredag til Adresseavisen, at man fortsat afventer svar fra laboratoriet, og derfor fastholdes kogepåbuddet, der blev udstedt først på måneden.
Under en rutinemæssig vandprøve ved Fuglsø Strand Vandværk, der forsynes af Fællespumpestation Skellerup Enge blev der konstateret enterokokker i vandet. En bakterie, der blandt andet findes i tarmkanalen hos mennesker og dyr, og som tyder på forurening fra afføring i vandet.
Derfor udstedte Syddjurs Kommune i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed den 8. august et kogepåbud til hele området, der modtager vand fra Fællespumpestation Skellerup Enge.
To negative prøver påkrævet
Efter konstateringen af enterokokker blev der foretaget yderligere prøver af vandet fra afgangen ved pumpestationen samt de beholdere, der fordeler vandet rundt til områdets forsynede vandværker. Ligeledes blev også forbrugernes taphaner undersøgt.
Resultatet af de analyser lå klar i mandags, og her var der ikke påvist forurening fra enterokokker i vandet. Styrelsen for Patientsikkerhed oplyste i den forbindelse til Adresseavisen, at der er krav om to på hinanden følgende vandprøver med, der ikke indeholder enterokokker før et kogepåbud kan ophæves.
Derfor er det manglende laboratoriesvar i Syddjurs Kommune altså skyld i, at kogepåbuddet endnu ikke kan ophæves.
Ifølge Syddjurs Kommune forventer man, at resultaterne af vandprøveanalyserne ligger klar mandag.
Yderligere vandprøver
To af vandprøverne, Fællespumpestation Skellerup Enge Vandværk og på en taphane i Begtrup Vig Vandværks forsyningsområde, som blev udtaget 9. august 2022 viste én coliform bakterie MPN/100 ml., og da coliforme bakterier ikke må forefindes i drikkevand, så vil der ligeledes skulle ske en opfølgning omkring dette i forhold til de to vandværker med udtagning af opfølgende vandprøver, oplyser Syddjurs Kommune.