Snup en el-cykel på »biblioteket«
Salling Group tilbyder nu sine medarbejdere et grønt alternativ til transporten.
Nu får du muligheden for at låne en elcykel til turen til og fra arbejde.
I hvert fald, hvis du arbejder hos Salling Group i Arslev eller Køge.
Det oplyser Saling Group i en pressemeddelelse.
Salling Group har allerede etableret ladestandere til både biler og cykler i Årslev.
Det er dog bilerne, der først og fremmest gør brug af firmaets tilbud.
Nu forsøger Salling Group altså at motivere flere medarbejdere til at vælge cyklen frem for bilen.
»I Salling Group arbejder vi på mange fronter for at mindske vores klimaaftryk, og et led i vores strategi er grønnere transportformer. Samtidig ved vi fra interne undersøgelser, at mange af vores medarbejdere faktisk rigtig gerne vil cykle, men at afstand og manglende udstyr let bliver en barriere i en travl hverdag. Her er et cykelbibliotek oplagt,« siger Henrik Vinther Olesen, CSR-direktør i Salling Group.
50 cykler til rådighed
I cykelbiblioteket kan medarbejdere låne en cykel – med eller uden el – og finde ud af, hvilken cykel, der fungerer bedst til egne og familiens behov.
Cykelbiblioteket vil i første omgang rumme 50 elcykler, som medarbejderne frit kan låne.
Salling Groups CEO Per Bank er samtidig medunderskriver på et såkaldt commitment paper i Klimaalliance Aarhus.
Her forpligter flere aarhusianske virksomheder sig til at arbejde for grønnere transportformer - blandt dem medarbejdernes transport i hverdagen.
»I bund og grund handler det om at gøre det så let som muligt at træffe et lidt grønnere valg i hverdagen – det tror vi på, at et cykelbibliotek med kompetent rådgivning og vejledning vil være med til,« siger siger Henrik Vinther Olesen.
Ladestandere ved supermarkeder
Det er dog ikke kun medarbejdere i Salling Group, der kan nyde godt af firmaets kamp for den grønne omstilling.
»Salling Group opsætter i samarbejde med Clever ladestandere ved en lang række Netto, Føtex og Bilka landet over, ligesom Netto Tyskland har indgået aftale med Vattenfall, der opsætter tæt på 1.000 ladeudtag ved Nettos tyske butikker,« oplyser Salling Group i pressemeddelelsen.