Vild blaffer-tur fra Herskind til Aarhus: »Vi blev samlet op efter kun 3 minutter«
Elever fra Ry Højskole tester 12 Kør Med Stoppesteder i Skanderborg Kommune.
»3 minutter. Den anden bil, der kom forbi, stoppede og tog os med. Det var ret vildt.«
Sådan lyder det fra de to test-blaffere Ida Bagger, Værløse, og Signe Casper Brandstrup, Risskov, som begge er elever på Ry Højskole.
Vi håbede, at det ville gå godt, men vi vidste ikke, at det gik så hurtigt.Ida Bagger og Signe Casper Brandstrup, Ry Højskole
Storstilet test
Ugebladet mødte de to højskolelever for at høre beretningen om deres oplevelser, da de forleden skulle afprøve, om det er nemt eller svært at blaffe helt ind til Aarhus centrum. Det skete som led i en storstilet test af de 12 blafferstoppesteder eller Kør Med Stoppesteder, som de også kaldes.
Stoppestederne blev opsat som led i et udviklingsprojekt med Blaffernationen og Skanderborg Kommune, og den aktuelle test var en del af et undervisningsforløb, som initiativtageren til Blaffernationen, Carsten Theede, stod for i samarbejde med Ry Højskole og Skanderborg Kommune.
Formålet Kør Med Stoppestederne er blandt andet at skubbe i retning af nye transportvaner, som er bedre i forhold til den grønne omstilling. Bilerne skal fyldes op, så der bliver mindre trængsel på vejene, lyder et af argumenterne.
Et stort skilt
En af de ting, som Ida og Signe havde lært på kurset hjemme på højskolen, var, at man skal have et skilt med ud, når man skal blaffe. Det viste sig som meget nyttigt, da de kom frem til deres stoppested, som var det i Herskind mod Aarhus, Langelinie ved Engvej.
»Vi havde et skilt med, at vi skulle til Aarhus, og så stod vi ellers med tommelfingrene og med brede smil og vinkede. Det gør en stor forskel, at vi havde et skilt, så folk kunne se, hvor vi skulle hen. Det vil bilisterne gerne vide, så de kan vurdere, om de skal samme vej som os,« lyder erfaringerne fra Ida Bagger og Signe Casper Brandstrup.
Overraskelsen var stor, da de blev samlet op efter kun tre minutter.
»Vi håbede, at det ville gå godt, men vi vidste ikke, at det gik så hurtigt,« siger de.
Journalist stoppede
Klokken var 15.08, da Ida og Signe stillede sig op ved stoppestedet, og klokken 15.11 blev de samlet op af en bilist, som var på vej til Bilka for at handle.
»Bilisten fortalte, at hun samlede os op, fordi hendes datter lige havde tomlet hele vejen til Paris, og så syntes hun, at det ville være synd, hvis hun bare kørte forbi,« fortæller Ida og Signe.
I øvrigt havde bilisten ikke lagt mærke til stoppestedet, men det var skiltet, som fangede. Alligevel tænker både Ida og Signe, at blafferstoppestederne gør nytte, fordi det også er et signal til blafferne om, at her er der trafik og plads til at standse.
Sat af ved Bilka
Ida og Signe blev sat af ved Bilka i Tilst, hvor de gik hen til et almindeligt busstoppested, fordi de vurderede, at her havde bilerne plads til at standse.
»Her tog det 10 minutter, før vi blev samlet op, selv om der kom mange biler. En var dog stoppet tidligere, men havde alligevel ikke plads, fordi han havde barnesæder i bilen,« husker de.
De to højskoleelever blev sat af ved Viborgvej/Ringvejen i Århus. Her gik der bare 1 minut, før de blev samlet op ved et busstoppested og blev kørt ind og sat af ved Mølleparken nær Aaboulevarden.
»Det tog 50 min fra start og indtil, vi var inde i centrum. Det synes vi var meget godt,« vurderer Ida og Signe.
En god oplevelse
De to test-blaffere tænkte efterfølgende over, om de måske kunne have været kommet hurtigere til Aarhus, hvis de havde ventet, indtil der var en bilist, som kunne have taget dem med helt ind til centrum. Men ved nærmere eftertanke, så havde de ikke travlt, og det kunne også godt have taget 50 minutter i egen bil, hvis der havde været kø på motorvejen.
Til gengæld ville Ida og Signe for alt i verden ikke have undværet mødet med, hvad de i den efterfølgende rapport kaldte ”mødet med tre mega seje kvinder, som var super imødekommende og gerne ville snakke.”
»Vi fik gode oplevelser oveni og mødte forskellige mennesker med forskellige job, hørte nogle historier, og det er bare fedt og inspirerende at snakke med mennesker, man ellers aldrig havde mødet. Det giver nye perspektiver på livet,« mener Ida Bagger og Signe Casper Brandstrup.
Følte sig trygge
Begge følte sig under hele turen meget trygge. De erkender, at det måske er en fordom, som man skal kæmpe mod, hvis det at blaffe skal udbredes som transportform.
»Jeg er vokset op med, at man aldrig skal gå ind i en fremmeds bil. Og vi hører mest om de dystre hændelser i nyhederne, men ikke om de gode blaffer-historier,« påpeger Ida.
Signe er enig, og siger, at man skal huske, at det sjældent går galt.
»Det er måske ikke smart at blaffe om natten alene, men gør det om dagen, tag en veninde med og lav et skilt, og så skal man huske, at man bestemmer selv, om vil vil sætte sig ind i en bil. Man kan sige fra, hvis man har en dårlig fornemmelse,« tilføjer hun.
Begge fremhæver, at det var fedt at opleve det gode i mennesker, og at vise tillid til verden og menneskene omkring sig.
»Og så er det godt for klimaet, når man fylder bilerne op og bruger de ressourcer, der allerede er i gang, og så er det også økonomisk smart,« tilføjer Ida Bagger og Signe Casper Brandstrup.