Fortsæt til indhold

DMI: »Men på torsdag ...«

Det bliver endnu en lun efterårsdag.

Samfund

På trods af, kalenderen siger efterår, så bliver søndag endnu en flot dag.

Det oplyser Dansk Meteorologisk Intistut, DMI.

»Det har været en kold nat med temperaturer mellem 10 og 15 grader,« siger Bolette Brødsgaard, vagthavende meteorolog ved DMI, til Lokalavisen.dk.

Der er derfor søndag morgen nogenlunde køligt, men det vil hurtigt stige til mellem 20 og 23 grader - Bornholm kommer dog næppe over 18.

Sløret sol

Søndag kommer til at byde på en del sol, men for manges vedkommende nok en sløret en af slagsen.

»Det skyldes de høje, tynde skyer,« siger Brødsgaard.

Vinden bliver let til frisk fra øst og sydøst. Der kan derfor godt blive brug for en trøje ved de østvendte kyster, mener meteorologen.

De sidste rester af lørdagens byger trækker mod nordvest og har i nat givet lidt torden over Skagerrak. DMI

Når solen går ned omkring klokken 20, går temperaturerne samme vej. De falder igen til mellem 10 og 15 grader i aften og nat.

Mandag kommer til at minde meget om søndag - i hvert fald rent vejrmæssigt.

De lune temperaturer holder igennem næste uge, men der vil kommer byger - måske fra tirsdag.

»Men torsdag bliver helt sikkert våd,« siger Bolette Brødsgaard.