Fortsæt til indhold

Udsendte hyldet: Flager og flyver for de faldne

5. september er flagdag for Danmarks udsendte og samtidig en dag, hvor man mindes de faldne.

Samfund
am

5. september er flagdag for Danmarks udsendte. Dagen er tænkt som en anerkendelse af danske udsendte, men samtidig også anledning til at mindes dem, som er faldet i mission for Danmark.

Et af de mange steder, hvor man i dag mindes danske soldater, er i Mindeparken i Aarhus. Her blev dagen markeret ved Monumentet for Danmarks Udsendte på flagpladsen i parken. Her var der både flaghejsning, kranselægning og taler.

Danske udsendte og faldne blev mandag mindet og anerkendt i Mindeparken i Aarhus. Foto: Local Eyes
Kranselægning i Mindeparken i Aarhus. Foto: Local Eyes

»Flagdagen er en vigtig anerkendelse af dem, der var været udsendt for Danmark. Vi hejser flaget for dem, der kom sikkert hjem, for dem der fik ændret livet af deres udsendelser og for dem, der aldrig kom hjem. Flagdagen er også en anerkendelse af de pårørende, der altid står bag de udsendte. Jeg er stolt af alle dem, der altid stiller op for Danmark, også når det ikke er uden risiko,« siger forsvarschef general Flemming Lentfer i en pressemeddelelse.

Flagdag for Danmarks udsendte med kranselægning på Kastellet i København. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Foruden en række lokale arrangementer, så bliver dagen også markeret med jagerfly over hele landet.

Zoom i kortet for at se tidspunkter for hvornår flyene flyver over hos dig.

To danske F-16 og et Herculesfly sørger for en synlig markering af flagdagen for Danmarks udsendte på mandag den 5. september. Jagerflyenes rute er planlagt, så flyene flyver over mange af de byer, hvor Forsvaret har større tjenestesteder. Herculesflyet flyver over Christiansborg, hvor omkring 1000 soldater, der har været udsendt siden flagdagen 2021, deltager i den store parade.

Overflyvningerne er ifølge Forsvaret en respektfuld hilsen til aktive soldater, veteraner, de faldne og deres efterladte.