Fortsæt til indhold

Fik melding om flystyrt: Pilot uskadt efter utraditionel landing i buskads

Et mindre fly måtte søndag nødlande. Hvorfor, er stadig uklart.

Krimi
am

Et mindre Cessna 172 fly måtte søndag aften nødlande nær Bramming i Esbjerg Kommune. Der blev slået alarm kl. 17.54, hvor udrykning var hurtigt fremme på stedet.

Og her endte flyet, som billeder fra stedet også viser, i et buskads.

Politiet fik telefonkontakt med piloten kort efter, man ellers havde fået en melding om flystyrt, og man kunne her konstatere, at piloten, som var eneste person i flyet, heldigvis ikke var kommet noget til.

Årsagen til nødlanding er uklar. Foto: Presse-fotos.dk

»Det lykkedes os ret hurtigt at få telefonisk kontakt med piloten, som var uskadt. Han sagde, at han havde foretaget en crashlanding (nødlanding, red.),« fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Richard Borring, ifølge TV Syd til Ritzau.

Det var cirka her, at flyet nødlandede. Kort: Google Maps

Mandag morgen er det stadig uklart, hvorfor piloten måtte lave en nødlanding.

Men sagen ligger nu på Havarikomissionens bord, som skal klarlægge hændelsesforløbet.

Udrykning på stedet. Foto: Presse-fotos.dk