Fortsæt til indhold

Ny bog om børn og penge fra forfatter i Ry: Giv dine børn gode pengevaner fra starten

Lokal forfatter har skrevet økonomisk guide, der skal hjælpe forældre med at styre deres børn mod en god privatøkonomi som voksen.

Samfund

»Jeg har skrevet bogen, fordi jeg som privatøkonomisk ekspert ved, hvor stor en del af vores forhold til penge, der grundlægges i barndommen. Med bogen er det mit ønske, at flere unge mennesker er klar til at håndtere en voksen privatøkonomi, når de flytter hjemmefra, og dermed undgå gældsproblemer og økonomisk stress.«

Sådan lød det i en mail til redaktionen fra Rikke Holmslykke Aagaard fra Ry, som er nybagt forfatter til bogen ”Den lille guide til lommepenge og meget mere”, som netop er udkommet hos Muusmann Forlag.

Hvis barnet for alvor skal have mulighed for at øve sig, så skal det have faste lommepenge hver uge eller hver måned.
Rikke Holmslykke Aagaard, forfatter, Ry

Drøm om en bog

Rikke Holmslykke Aagaard, 35 år, er uddannet jurist og har arbejdet i otte år inden for advokatbranchen og det private erhvervsliv. Efter hendes anden barsel og en flytning fra Frederiksberg tilbage til rødderne i Jylland, startede hun sin egen virksomhed, De Simple Penge, for at sprede kendskabet til privatøkonomi og dens betydning for det liv, man kan leve, som hun selv formulerer det.

Familien Holmslykke Aagaard, som foruden Rikke består af hendes mand, Martin, og deres to drenge på fem og to år, flyttede for to år siden ind i et nybygget hus i Kildebjerg Øst, og herfra er hun nu ved at bygge sin selvstændige virksomhed op med økonomisk undervisning som blogger, foredragsholder og med små videoklip på Instagram.

»Min mand kunne tage sit job med sig online, men det kunne jeg ikke. Det var jeg heller ikke interesseret i, og så tænkte jeg, at jeg i stedet kunne skrive den bog, jeg altid gerne har villet skrive,« husker Rikke Holmslykke Aagaard.

Gode pengevaner

Den nyudkomne bog guider forældre med børn i alderen 5-18 år til at give deres børn gode pengevaner, der vil følge dem langt ind i voksenlivet.

»At det blev en bog om børn, som godt nok henvender sig til voksne, var i starten en tilfældighed, som jeg blev inspireret til, men nu, hvor jeg har læst forskningen bag emnet, så giver det faktisk rigtig god mening, fordi den viser, at det hele starter i barndommen, og vores opfattelse af, hvad penge er, og hvordan det fungerer, allerede formes, når vi er 7 år gamle,« fremhæver Rikke Holmslykke Aagaard.

Derfor er måden, som forældre håndterer deres penge på og taler om det, af stor betydning for børnene.

»Det er den opfattelse, børnene får, og som de tager med sig videre ind i livet. Det vigtigste er, at forældrene er gode rollemodeller. Derfor giver det supergod mening, at det her blev min første bog,« lyder det.

Styr på lommepenge

Bogen dækker alt fra, hvordan man svarer på sit barns spørgsmål om penge, hvordan man giver sit barn lommepenge, lærer sit barn om gode værdier og til at sætte barnet på rette kurs mod en god privatøkonomi som ung voksen. Og så er det ifølge forlaget den eneste bog på det danske marked, som dækker alt, hvad man som forældre kan gøre for at give sit barn en god økonomisk start på livet.

Og det med lommepengene er et centralt emne i bogen.

»Der er mange børn, der ikke får faste lommepenge. De får penge nu og da, når forældrene synes, at de har brug for noget. Her er det mit budskab, at så er det stadig forældrene, der styrer pengene. Hvis barnet for alvor skal have mulighed for at øve sig, så skal det have faste lommepenge hver uge eller hver måned, når de bliver lidt større, og så skal de selv have mulighed for at styre deres lommepenge,« mener Rikke Holmslykke Aagaard.

Samtidig er Rikke Holmslykke Aagaard også af den opfattelse, at børn ikke skal arbejde sig til deres lommepenge.

»Lommepenge handler om, at de skal lære at håndtere penge, mens pligter og opgaver handler om, at vi i fællesskab hjælper hinanden. Den advokerer jeg ret stærkt for og håber, at jeg kan rykke nogle forældre i, hvordan de gør det,« lyder det.

De bløde værdier

Hvad mener du egentlig, når du skriver, at du gerne vil have flere unge til at være klar til at håndtere en voksen privatøkonomi, når de flytter hjemmefra og dermed undgå gældsproblemer og økonomisk stress?

»Da jeg var ung og flyttede hjemmefra, da kunne man få en kassekredit, hvis man virkelig overtalte sin bank. Og det var det. Lidt senere kunne man købe møbler på afbetaling, men de signaler, de unge får i dag, er jo, at de kan købe nu og betale senere nærmest nede på en pose slik eller en pizza. Der er lavet lidt regulering på de værste kviklån, men der er stadig mange af de nemme lån at få til helt sindssyge renter,« uddyber Rikke Holmslykke Aagaard.

Den nybagte forfatter fra Ry betoner, at dagens unge aldrig har lært tålmodighed.

»De er vokset op i et samfund, hvor de kan få alt med et swipe eller et klik, og så står det på deres dørtrin næste dag. De har aldrig lært tålmodighed, at skulle vente på noget, og når de så ikke har lært at håndtere de muligheder, som er tilgængelige, så kan det gå meget mere galt for dem end for min egen generation. Selv om vi heller ikke havde den perfekte økonomiske uddannelse med hjemmefra, så var der nogle barriere fra samfundet, som gjorde, at så galt kunne det heller ikke gå. De barrierer er nedbrudt i dag,« påpeger Rikke Holmslykke Aagaard.

Det handler i stedet om at give børnene de rigtige værdier, lære dem tålmodighed, selvkontrol og at spare op.

»Du kan ikke bare få alt, hvad du gerne vil have lige med det samme. Det er de bløde værdier, som kan være lidt svære at få fat i, og som forældre virkelig kan lære deres børn,« lyder det.

Den gode økonomi

Bogen slutter med et kapitel om starten på en god voksenøkonomi, hvor børnene skal lære at lave et simpelt budget, lidt om lån, og hvorfor de skal prøve at undgå dem - og så noget om investeringer, og hvad en aktie er for noget.

Rikke Holmslykke Aagaard håber, at netop det om investeringer vil vække en interesse hos børnene. Her er der også en case, hvor børnene kan investere en del af deres konfirmationspenge og se, hvad det kan blive til på et år.

Den privatøkonomiske ekspert mærker stor interesse netop for investering, fordi folk har opdaget, at det kan hjælpe til at opnå større økonomisk frihed i deres liv.