»Man skal ikke tage røven på en håndværker«
Håndværker oplever ofte at blive "skidt lidt på."
»Jeg grinte, da jeg så det. Det må jeg indrømme. Han var blevet bedt om at holde et andet sted, men blev ved med at holde, hvor han ville.«
Joe Jørgensen, ejer af Skæring Malerfirma, fandt kameraet frem, da han tirsdag mødte ind på en byggeplads ikke langt fra Aarhus. Her havde håndværkere i et entreprenørfirma gjort det temmelig svært for en bilejer at komme frem eller tilbage.
Ejeren af bilen var ifølge den aarhusianske maler blevet bedt om at holde et andet sted i forbindelse med, at der netop nu lægges fliser på en grund.
Det skal bilejeren, der angiveligt bor til leje i en bygning nær den grund, der netop nu arbejdes på, gentagne gange have set stort på.
»Der lå en lille fin seddel: ”Tak for kampen fjolser.”«Joe Jørgensen
Som en konsekvens er flere sten i det, der engang skal blive et sted, hvor en grundejer kan holde sin bil, knækket, ligesom mange sten ikke længere ligger som tiltænkt, lyder det fra Joe Jørgensen.
»Fliserne er slet ikke klar til, at man kan holde på dem. Han havde fået at vide, at han ikke skulle parkere der. Det har han jo valgt at være ligeglad med,« siger Joe Jørgensen til Lokalavisen Aarhus og fortsætter:
»Jeg oplever jævnligt, at man som håndværker bliver skidt lidt på. Det er som om, man tager håndværkerne lidt for givet. Mange ser håndværkere som de laveste i fødekæden.«
»Tak for kampen, fjolser«
Bilejeren var tilsyneladende ikke helt tilfreds med håndværkernes handling. Onsdag morgen lå stenene fra pallen ud mod vejen - ifølge Joe Jørgensen smadret i sandet.
»Der lå en lille fin seddel: ”Tak for kampen fjolser.”«
Joe Jørgensen har intet med ”palle-sagen” at gøre. Han arbejder blot på samme grund. Han kan dog godt forstå håndværkernes reaktion.
»Jeg kan fuldt ud forstå, at håndværkerne gjorde, som de gjorde. Man skal ikke tage røven på en håndværker,« siger han.
Ingen kommentarer
Lokalavisen Aarhus har været i kontakt med ejeren af det entreprenørfirma, der arbejder på stedet. Han kender ikke til sagen og har ingen kommentar til det, der er sket.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra bilens ejer.
Lokalavisen Aarhus har valgt at bringe billedet, da det ikke er muligt at se bilens nummerplade.