Fortsæt til indhold

Rådmand vil ændre kritiseret helhedsplan og tage bydel ud af den

Rådmand Nicolaj Bang (KF) har gennemgået høringssvarene for helhedsplanen for Randersvej og lægger nu op til, at den skal justeres.

Samfund
jwh

Helhedsplanen for Randersvej mødte store protester, da den i foråret var i offentlig høring. Over 600 høringssvar blev indsendt, protestgruppe blev oprettet på Facebook, og et helt nyt fællesråd blev i samme anledning oprettet. Nu lader det til, at der bliver lyttet til de mange protester inde på rådhuset. Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø, er således klar til at justere helhedsplanen.

Det oplyser hans forvaltning i en pressemeddelelse.

»Der er meget stor interesse for helhedsplanen. Det vidner de mange høringssvar også om. Det er jeg meget glad for, for det er vigtigt, at både borgere, fællesråd og erhvervsliv bliver hørt, når vi udvikler vores by. Mange af høringssvarene peger på, at man ikke er enig i, hvor meget man kan bygge på og til i villakvartererne. De bekymringer er jeg enig i, for det er vigtigt, at vi værner om de kvaliteter, som villakvarterne i området har,« siger Nicolaj Bang i pressemeddelelsen.

Rådmandens justeringer af planen betyder, at byudviklingen i de villakvarterne bagved Randersvej bliver reduceret.

»Usikkerheden hos borgerne i den konkrete sag viser, at det er vigtigt, at vi har et fortsat fokus på at styrke borgerinddragelsen. Flere aarhusianere skal have mulighed for at deltage aktivt i arbejdet med at skabe fremtidens Aarhus, så de er med til at skabe en by, som de vil leve i. Det har vi arbejdet målrettet på siden årsskiftet. Jeg håber på, at jeg til budgetforhandlingerne kan få partiernes opbakning til, at vi i Teknik og Miljø udarbejder en ny model for borgerinddragelse og øger indsatsen omkring tidlig borgerinddragelse i alle helhedsplaner og lokalplaner,” fortsætter rådmanden.

Det bliver også præciseret i helhedsplanen, at byudviklingen og muligheden for fortætningen skal ske langs med Randersvej og omkring letbanestoppene. Rådmanden lægger op til, at retningslinjerne for, hvordan der kan bygges langs Randersvej, bliver genovervejet og tilpasset.

Nicolaj Bang foreslår desuden, at Trøjborg tages ud af helhedsplanen, hvilket har været et stort ønske fra Trøjborg Fællesråd. Der vil dog blive set på mulig byudvikling ved letbanestoppet ved Nørrebrogade/Ringgaden, fremgår det af pressemeddelelsen.