Fortsæt til indhold

Stiger fjernvarmeprisen også i Aarhus?

Måske. Det endelige svar må fjernvarmekunder i Aarhus vente på til december.

Samfund

Fjernvarmekunderne i Haderslev fik tirsdag besked om, at de næste år skal betale ca. 75 pct. mere for varme i radiatorerne.

Meddelelsen fra Haderslev Fjernvarme er den seneste i en række prisvarslinger fra fjernvarmeselskaber rundtom i landet, men i Aarhus er der foreløbig ingen prisstigninger på vej. Det kommunalt ejede forsyningsselskab Kredsløb (tidl. Affald Varme Aarhus), som leverer varme til 330.000 borgere, kan nemlig først være klar med en præcis varmepris for 2023 sidst på året.

»Med de uvisheder, som præger hele energimarkedet netop nu, kan vi først sige præcist, hvordan prisen bliver, når budgettet er klart forventeligt i december 2022,« skriver Kredsløbs adm. direktør Bjarne Munk Jensen i et skriftlig svar på JP Aarhus’ spørgsmål om, hvad fjernvarme-brugerne i Aarhus Kommune skal forvente i forhold til prisstigninger fra næste år.

I en indstilling til magistraten i Aarhus Kommune konstaterede Borgmesterens Afdeling forleden, at »Kredsløb har signaleret, at der må påregnes snarlige stigninger i fjernvarmeprisen i Aarhus«. Den udlægning har Kredsløb ingen kommentar til.

Hos Kredsløb produceres fjernvarmen af et miks af bl.a. halm, flis, el, restaffald og træpiller. Det giver ifølge virksomheden mulighed for at tilpasse varmeproduktionen efter de mest hensigtsmæssige kilder for at sikre de bedst mulige priser og stabilitet i varmeforsyning. Træpiller vil dog udgøre en væsentlig del af produktionen.

»Prisen på netop træpiller forventes at stige, og det vil påvirke regnestykket, når vi sammensætter de forventede takster. Men andre faktorer som eksempelvis vores egenproduktion og salg af engros-strøm forventes at påvirke i positiv retning. Således er der mange faktorer, der spiller ind på den endelige varmetakst og påvirker i forskellig retning,« fastslår Bjarne Munk Jensen.

Mindre end gas og el

Flere fjernvarmeselskaber rundtom i landet har de seneste måneder varslet om prisstigninger på mellem 8 og 15 pct.

»Såfremt prisen ender med at stige, forventer vi dog ikke stigninger i den størrelsesorden, man har set det på gas og el,« lyder det fra Bjarne Munk Jensen.

Ifølge fjernvarmeselskabernes brancheorganisation, Dansk Fjernvarme, er prisen på fjernvarme over det seneste år steget med 5,9 pct. fra august 2021 til august 2022. Det er dog væsentlig mindre end for de øvrige brændselsformer som gas, elektricitet og olie. Dansk Fjernvarme oplyser, at prisen på gas ifølge Danmarks Statistik er steget med 142 pct. over det seneste år, mens prisen på f.eks. elektricitet er steget 54 pct.