Fortsæt til indhold

Masser af Ebelfestival på havnen

Der bliver bunkevis af lækre sager at komme efter på havnen for de mange besøgende til årets Ebelfestival

Samfund

Når Ebeltofts gader i efterårsferien fyldes af tusindvis af besøgende til årets udgave af Ebelfestivalen, så ved de butiksdrivende på Fiskerihavnen af erfaring, at gæsterne også lægger vejen forbi her. Og de er klar.

»Vi opfatter os som en del af festivalen, selv om de fleste aktiviteter sker længere oppe i byen, og heldigvis finder en masse mennesker også vej herned i uge 42,« siger Kristian Busk, indehaver af Hos Walter.

Sammen med sin lærling, Christoffer Bendix, går han lige nu og og gør klar til festivalugen, blandt andet ved at rykke lidt rundt på nogle af de mange flasker, der fylder hylderne, så vintersortimentet kommer mere frem.

»Vi flytter gin og rosé lidt væk, for nu skal rom og whisky frem til de mørke efterårsaftener,« forklarer lærlingen.

Fra tidligere år ved de erhvervsdrivende på havnen, at festivalgæsterne finder vej derned, og den store succes med sommertorsdagene i juli måned, som tiltrak massevis af turister og lokale til Fiskerihavnen, har vist dem, at de med fælles front absolut bidrager til den gode stemning i Ebeltoft.

Hos Walter, der forhandler vin, ost og specialiteter, kan man hver dag gennem hele festivalen få smagsprøver på alverdens udgaver af drikbare væsker og spiselige specialiteter, og der vil komme flere lokale producenter forbi, blandt andet Andersen Winery, som alle vil stå for forskellige smagninger.

Den Stolte Slagter Tage kommer også til at være på havnen med sin slagtervogn næsten alle dage, og hvis vejret bliver godt, griller han blandt andet en pølse, han har udviklet sammen med Kristian Busk. Pølsen er så lokal, som noget kan blive, med blandt andet Ebeltoft-æbler og øl fra Ebeltoft Gårdbryggeri. På grillen ligger også en vægterpølse og en ølgriller, så der er noget for enhver smag.

Også de andre butikker, Artiskok, Piccoli, Ny Form og Flyvefisken er klar til at skrue op for efterårshyggen i anledning af festivalen, så der vil være masser af gode tilbud at komme efter.

Cafeerne og spisestederne, Stockfleth, Café LøCroQ, Café Moeslund, Apelgren Jordt Coffee har også rustet sig til de mange gæster.

Æblet og masser af smagsprøver er i centrum for aktiviteterne i hele Ebeltoft By og også på havnen under Ebelfestivalen. Foto: Mark Sigetty

Æblemad og tyrolerfest

De seneste år er flere og flere butikker, cafeer og spisesteder åbnet på havnen, og det er derfor helt naturligt, at den del af byen også bliver en del af Ebelfestivalen. Selv om havnen endnu ikke har fået en helt konkret markering på det kort, som Ebelfestivalen har lavet over ugens aktiviteter, så kører det lille turisttog forbi flere gange om dagen, og folkene bag festivalen har da også lagt flere arrangementer i den tidligere Stark-bygning, som nu er omdøbt til Havnegården.

Søndag 16. oktober klokken 13 er der ’Søndagssild, æbledrømme og sprøde toner’. Den gamle kending er i følge Ebelfestivalen blevet nyfortolket lidt. Musiker Søren Valbak vil stå for de sprøde toner, mens frivillige serverer søndagssild og æbledrømme.

Mandag fra 12-14 kan man, hvis man ikke er voksen i hvert fald, komme til Spaghettifest – voksenfri zone – i Havnegården. Alle unge mellem 8 og 14 år kan deltage i en spaghettifest uden deres forældre, der til gengæld har mulighed for at deltage i et arrangement med Rethinker, på området uden for Havnegården. Der bliver masser af spaghetti, is fra Paradis Is, en lokal DJ vil sørge for musikken og klovnen Alfredo kommer og underholder med trylleshow.

Tirsdag 18. oktober er det muligt at få en kulinarisk oplevelse med æblet i centrum til ’Smag og lyt’, også i Havnegården. Arrangementet et samarbejde mellem Ebelfestivalen og Nationalpark Mols Bjerge. ’Pure Dansk’ serverer hovedretten, ’Simons brød’ leverer brød til , ’Café Sicilia’ serverer æbleflødeboller og ’Hos Walther’ serverer æblevin. De fire leverandører fortæller om deres holdning til produkter og produktion,og tidligere museumsinspektør Jakob Vedsted vil fortælle historien om Ebeltoftæblet, der formentlig stammer fra et æbletræ fra Farvergården og som måske er på vej i produktion igen.

Onsdag er der tarteletfest og fredag sættes alle sejl til, når der inviteres til tyroleraften. Bier und Spass spiller, der vil være helstegt pattegris og en præmie til den, der har fundet de lækreste lederhosen frem.

For alle arrangementerne i Havnegården gælder det, at billetter skal købes senest dagen før på www.go-syddjurs.dk.