Fortsæt til indhold

Et nyt og yngre distriktsråd har taget arbejdshandskerne på: »Ebeltoft er unik og det skal der ikke laves om på«

Byen står overfor både udvikling og udfordringer og det nye distriktsråd er fast besluttet på at blive en vigtig medspiller for både politikere og borgere.

Samfund

Vibe Bregendahl møder op til interviewet med tre børn, småforpustet og en smule forsinket.

»Jeg nåede lige at high-five min mand på vej ud ad døren,« siger hun med et smil, og ligner på den måde de fleste travle børnefamilier.

Lige nu går en fortælling omkring Ebeltoft, at flere børnefamilier flytter til. Det er faktisk ikke helt sandheden, når man kigger på kommunens befolkningsstatistik, men måske er det fordi, de fylder mere i gadebilledet end tidligere. De er aktive, vil kulturen og foreningslivet, og nu har de også meldt sig ind i distriktsrådet. I den nye udgave af Ebeltoft Distriktsråd er fem ud af syv medlemmer nye, de er i 40’erne, de er tilflyttere, de elsker Ebeltoft, og de har store visioner.

En kyst i udvikling

I Syddjurs Kommune findes 14 distriktsråd. Ideen til dem opstod i forbindelse med kommunesammenlægningen og ambitionen var og er den dag i dag, at de små bysamfund skal have en let adgang til kommunen, politikere og embedsmænd. Da borgmester Michael Stegger Jensen tiltrådte, besluttede han sig for at turnere rundt og mødes med alle 14, vel sagtens som et signal om, at han har en reel intention om, sammen med sine medbyrødder, at lytte til rådene.

»Vi synes, det tegner til, at vi får et godt samarbejde med kommunen. Vi har inviteret byrådspolitikerne til et debatmøde sidst i denne måned, og 13 af dem møder op. Det er da ret godt, synes vi.«

Tidligere på året var Distriktsrådet på en walk-and-talk med borgmesteren i Ebeltoft, hvor de havde valgt ruten. Den gik derfor langs med kysten, som lige nu er helt central i spørgsmålet om, hvordan Ebeltoft skal udvikle sig. Her oplevede de lydhørhed til deres ønsker om for eksempel en fortsat forbindelse mellem vand og by.

»Noget af det unikke ved Ebeltoft er jo vandet og Vigen. Hele byen vender den vej, og det er vigtigt, at vi med det her kommende kystsikringsprojekt bevarer den forbindelse, både af hensyn til os, der hver dag nyder at byen er så tæt på vandet, men også til den turisme, som mange herude jo lever af,« mener Vibe Bregendahl.

Projektet har været længe undervejs og på sin vis lammet lidt af arbejdet i Ebeltoft i Udvikling, fordi arbejdsgrupperne herfra ikke rigtigt kan komme videre, før planerne for kystsikringen er klar. Nu er vinderen af projektet udpeget, og Distriktsrådet vil følge den proces tæt. Der er dog i følge den ny formand, 41-årige Sverre Tønder som flyttede til byen for tre år siden, stadig mange ting, rådet også vil forsøge at påvirke. For eksempel byens legepladser og fremtiden for Posthuset.

»Det sted kan bare noget helt særligt. Her samles foreninger på tværs, og det skal bevares, fordi placeringen af det rummer muligheder for netop at forbinde de mennesker, der bruger vandet og andre kreative foreninger. Hvis man flytter det væk fra havnen, så mister man den mulighed,« siger han.

På den lidt højere klinge, så vil distriktsrådet i nærmeste fremtid lave en visionsstrategi, og når man spørger de nye medlemmer om, hvorfor de har engageret sig i rådet, så er det da også visioner og de helt store ambitioner, der falder som svar.

»Vi vil være med til at løfte hele byen, både hvad angår byliv, kystliv, kulturliv - ja, det hele. Vi har store ambitioner om at blive en vigtig medspiller for både de politiske beslutningstagere, men også borgerne i Ebeltoft, hvor mange jo er involveret i alle mulige foreninger, som alle ønsker at Ebeltoft bliver ved med at være et godt sted at bo.«

Starter forfra

Arne Gynther har boet i Ebeltoft i mange år, og har været med i distriktsrådet i godt tre år. Han er altså den ene af de to gengangere. Han fortæller, at der var problemer med i denne omgang at finde nok, der ville være med. Der var simpelthen ikke nok, der stillede op til generalforsamlingen, og derfor besluttede man, at bestyrelsen kunne gå ud og finde nye medlemmer. Det lykkedes også, men det betyder i følge ham, at distriktsrådet i dag er blevet lidt ensformigt sammensat.

»Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, at alle de nye er samme sted i livet, børnefamilier og tilflyttere, men vi skal være opmærksom på, at vi ikke får tunnelsyn i forhold til kun at kæmpe for legepladser og rammerne for byens skole og institutioner. Vi skal være et råd for alle i byen, og der er jo dog stadig flest af os lidt ældre, der bor her.«

Ved forrige generalforsamling var der også stor udskiftning i bestyrelsen, og det kan føles lidt som at starte forfra. Det er også af den grund, at nogle er hoppet ud igen i denne omgang, fordi de ikke kan overskue igen at starte forfra med et helt nyt råd.

»Jeg bliver nu siddende, for det er vigtigt, at der er noget kontinuitet. At vi husker historien, så at sige. Det dur ikke, at alt det arbejde, distriktsrådet tidligere har gjort, bliver glemt, for så sker der det, at man bruger kræfter på at udvikle en dyb tallerken, som allerede findes.«

Brug os

Ud over at arbejde for et godt samarbejde med kommunen, så har rådet også en opgave i at blive synlige overfor dem det hele drejer sig om, nemlig borgerne i Ebeltoft, og måske endda de lidt yngre af dem. Af samme grund lancerer distriktsrådet snart en helt ny hjemmeside.

»Der ligger en lige så stor opgave foran os med at få fortalt folk i byen, at vi er her, og hvordan de kan bruge os. For nogen kan ordet distriktsråd jo måske lyde lidt kedeligt, måske endda støvet, men det vil vi gerne gøre op med. Vi er en vigtig stemme for beslutningstagerne, og det skal udnyttes, så hvis man har ønsker eller ideer til noget, der kan forbedre Ebeltoft, så hører vi det gerne. Vi kan også godt bruge et par medlemmer mere eller tre,« siger Sverre Tønder.

Her håber Arne Gynther, at de pladser besættes af nogle fra handels- eller erhvervslivet.

»Vi har tidligere haft repræsentanter herfra i distriktsrådet, og de er jo aktive og handlekraftige folk, som gør en stor forskel for byen. Det kunne være skønt at få dem med, for så har vi også mulighed for i højere grad af at have fingeren på pulsen og styrke samarbejdet mellem for eksempel Handelsstandsforeningen, Håndværker- og Borgerforeningen og så distriktsrådet.«

Vibe Bregendahl er enig i, at et større samarbejde med de andre foreninger vil gavne hele byen, og afslutter:

»Ebeltoft er fantastisk. Her er en god udvikling lige nu, og det momentum skal vi holde fast i. Vi er måske tilflyttere og børnefamilier med en masse gode ideer, men vi er ikke ude på at køre alt det gamle over med noget nyt. Det, der fungerer, skal vi bibeholde, men vi skal selvfølgelig også udvikle os.«