Fortsæt til indhold

Kendt ansigt i Hadsten fylder rundt

Snart skal lyde et rungende hurra og tillykke til Jørgen Pedersen fra Hadsten.

Samfund

Mange husker nok Jørgen Pedersens butik med børnetøj i Søndergade i Hadsten. Eller måske kender man ham fra bestyrelsen i landbrugklubben, eller som bestyrelsesmedlem på Hadsten Højskole, eller måske fra hans 51 år i Lions.

23. oktober fylder han 90 år. Han fejrer fødselsdagen med sin familie.

Børnetøjet

Jørgen Pedersen stammer fra Galten ved Hadsten. Faderen var mejerist, og moderen arbejdede i slagteriudsalget på slagteriet i Hadsten.

I 1949 kom Jørgen Pedersen i lære hos manufakturhandler H. A. Hansen i Hadsten. Herfra blev han udlært i 1953. Herefter rejste han til Holstebro, hvor han arbejdede næsten et år som møbelhandler hos Zinks Møbelhus.

Moderens sygdom betød dog, at han vendte tilbage til Hadsten og blev en del af moderens butik i Søndergade. Den bar hendes navn ’Ellen Pedersen’. Der blev solgt garn, broderi, lingeri og lidt børnetøj. Senere købte Jørgen Pedersen butikken, som blot fik hans navn, og der kom mere børnetøj til. Han drev forretningen frem til 1997 – hans hustru Ane Marie kom med i butikken. Herefter tog datteren Lene Søby Pedersen over. Fra 2005 skiftede butikken navn til Søby Børnetøj. Det skete i forbindelse med, at den flyttede i nybyggede lokaler på samme lokation.

I 2005 fik Jørgen og Ane Marie nemlig bygget den nuværende ejendom i Søndergade 11 – som i dag huser Hadsten Optik, og hvor Jørgen og Ane Marie selv bor på første sal.

Som en afsluttende bemærkning i forhold til børnetøj kan nævnes, at Jørgen Pedersen var med til at stifte Barntex, en indkøbsforening med børnetøj.

Ægteskab og børn

Jørgen mødte sin Ane Marie, da hun fra Fyn ankom til Hadsten for at arbejdede som barneplejerske på Hadsten Børnehjem.

Det var ikke velanset, at de ansatte på børnehjemmet omgikkes de lokale ungkarle, men det lykkedes altså for Jørgen og Ane Marie at holde sammen, og de blev gift i 1960. Har siden fået tre børn med tilhørende svigerbørn, otte børnebørn og fire oldebørn.

Bestyrelsesarbejde

Jørgen Pedersen har været aktiv i flere bestyrelser.

Eksempelvis var han med i bestyrelsen i landbrugklubben – i øvrigt som det eneste medlem, der ikke var landmand. Klubben stod for underholdning i byen: Bal på kroen og Centralhotellet 10 gange om året og teater med blandt andet Oswald Helmuth, Ebbe Rode, Dirch Passer med flere.

Hadsten Højskole har desuden haft en stor plads i Jørgens liv. Han hjalp så meget til på stedet, når der var dans og foredrag, at han til sidst blev formand for ungdomsafdelingen. Senere kom han med i højskolens bestyrelse og var aktiv i 32 år.

Apropos højskole... Jørgen Pedersen har faktisk haft indflydelse på Højskolesangbogen. Han har nemlig fået flyttet første vers ned under noderne.

51 år i Lions

Da Lions Club Hadsten blev grundlagt, var Jørgen Pedersen med til at starte klubben. Nogle husker måske, at han og Ane Marie altid har været at finde i tombolaen på Lilleåmarked.

Hele 51 år blev det til i Lions, som han forlod ved årsskiftet. For sit lange virke i klubben modtog han ’Melvin Jones Fellowship Award, som er en særlig og ærefuld pris, der gives for en usædvanlig og særlig indsats for Lions.

Desuden kan tilføjes, at han var aktiv sælger for vare- og landbrugslotteriet frem til for to år siden. Ligesom det kan nævnes, at han i mange år var domsmand.

Slutteligt kan fortælles, at Jørgen Pedersen trodsede lægens ord, da denne fortalte den kun 13-årige Jørgen, han ikke ville kunne gå, når han blev voksen. Jørgen er nemlig født med spidsfod og gennemgik derfor mange operationer, for til sidst at blive stiv i begge fodled. Han har trådt mange skridt siden og er fortsat ”godt gående.”