Fortsæt til indhold

Dårligt købmandsskab gør lokal kafferister glad

Kafferisteriet, som har en cafe på Aarhus Universitet, mener ikke, at Fair Trade er ambitiøst nok.

Samfund

CleverCoffee viser stolt deres gennemsigtigheds-rapport frem. Caféen ligger i Aarhus Universitets kontorfællesskab The Kitchen, som er placeret ved Nordre Kirkegaard, og har arbejder de ansatte dagligt med at gøre, hvad de kan, for at verdenen bliver et bedre sted.

At bekæmpe underbetaling af verdens kaffefarmere står højest på dagsordenen hos CleverCoffee, som blev stiftet i Viby tilbage i 2014. Ejerne af risteriet og caféen er heller ikke sky for at kalde Fair Trade uambitøst og utilstrækkeligt.

»Der er helt klart nogen derude, der skummer fløden på andres bekostning. Kaffen bliver indkøbt til alt for lave priser på kaffefarmene og så solgt videre til overpris. Og faktum er, at to ud af tre kaffefarmere i verden lever i fattigdom eller ekstrem fattigdom,« siger Lindy Brogaard, som er medejer af virksomheden.

Faktisk betaler kaffefirmaet 139,8 procent for meget for deres kaffe. Man kan kalde overbetalingen for dårlig købmandsskab, men man kan også kalde det for fair betaling til en industri, som underbetales kraftigt.

»Vi vælger at handle til den pris, fordi vi vil have, at alle i forsyningskæden bliver ordentligt betalt,« siger digital koordinator Kristian Thomassen til Lokalavisen Aarhus.

CO2 neutralitet

Kaffe vokser kun i et meget specifikt bælte rundt om jorden. Det skyldes, at kaffe er en utrolig svag afgrøde, som er meget afhængig af det rigtige klima.

Det klima, som kaffeplanten er afhængig af, er langt fra Danmark. Det betyder, at hver en kop kaffe, der bliver drukket i Danmark, har rejst utallige af tusinder kilometer. Det gør kaffeindustrien til en besværlig industri at gøre klimavenlig. Alligevel har caféen en plan.

»Vi arbejder aktivt mod at blive CO2-neutrale i 2030. Vi er i gang med at udvikle en kaffebønne, som er CO2-neutral. Det skyldes, at farmen, den gror på, producerer kaffen med et CO2-underskud. Vi fragter kun vores kaffe med skib og aldrig med fly, så er det op til os, at gøre risteprocessen så CO2-besparende som muligt,« siger Kasper Thomassen.

Målet om at gå i nul med forureningen omhandler også processerne, som foregår i caféen og hos risteriet, men det er ikke alle detaljerne, som er på plads endnu.

Gennemsigtighedsrapporten er en del af CleverCoffee’s certificering som et B Corp-firma. Det indebærer en masse forpligtelser omkring at være en virksomhed, der lever op til et højere moralsk niveau, end nogle andre certificeringer pålægger. Omkring 6.000 firmaer er certificeret i hele verden.

»Vi skal stå til ansvar for vores handlinger - og så giver det anledning til at gå os selv igennem i sømmene,« siger Lindy Brogaard.