Fortsæt til indhold

Vinder fem millioner: »Så kan jeg krydse den af«

Nu vil manden også hjælpe børnene en smule, siger han.

Samfund
jro

En mand fra Nordsjælland har nu fem millioner stående på kontoen efter at have fået syv rigtige i lotto.

Nu kan han krydse den af på listen over de ting, han gerne vil nå at opleve.

»Ja, det var en af de ting, jeg godt kunne tænke mig at prøve,« lyder det tørt fra manden, der for nyligt vandt fem millioner kroner i Lotto.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

»Nu vil jeg glæde mig til at finde på flere ting, som jeg gerne vil prøve,« tilføjer manden, der foretrækker at forblive anonym.

Behøver ikke regne på ferien

Som han selv siger, så betyder de mange millioner, at han godt kan tillade sig at sigte lidt højere, når han skal sætte sig nye mål.

»Ting, som jeg tidligere ville have strøget, lige så snart jeg havde tænkt dem, dem er der jo nu mulighed for at nå. Jeg kan for eksempel tage på en spontan og dyr vinterferie, hvor jeg tidligere måtte i banken for at regne på, hvad det ville komme til at betyde,« siger han.

Vil hjælpe poderne

Udover rejser, så regner manden også med at bruge en del af gevinsten på at efterisolere sine voksne børns økonomi, så de bedre kan stå imod vinterkulden.

»Det her åbner en masse af de døre, der kun stod på klem, og jeg er glad for alle de muligheder, der ikke længere er umulige,« siger vinderen.