Fortsæt til indhold

Nu stiger prisen for fjernvarme i Hinnerup

Et gennemsnitshus på 130 kvadratmeter får en fjernvarmestigning på 1.610 kroner om året.

Samfund
csj

I fem år har fjernvarmeprisen fra Hinnerup Fjernvarme ligget fast, men nu forhøjes prisen.

Fjernvarmeværket fortæller, at prisen fra 1. januar stiger med 13,5 procent for et gennemsnitshus på 130 kvadratmeter med et forbrug per år på 18,1 MWh.

Det svarer til en stigning på 1.610 kroner per år. Så den samlede varmeregning ender på cirka 12.150 kroner årligt.

»Sammenlignet med øvrige varmeværker i Danmark ligger vi i Hinnerup stadig et godt stykke under gennemsnittet. Prisstigningen er nødvendig, fordi vi ser stigende omkostninger til indkøb af halm og flis, som er vores primære brændsel. Ligeledes er elprisen steget betragteligt, og forventningerne til 2023 er, at de forsat vil ligge højt, men vil falde i løbet af året. De generelle stigninger, vi ser i samfundet, vil også få en lille indflydelse på vores pris på produktion og distribution af varme,« skriver Hinnerup Fjernvarme på sin hjemmeside.