Fortsæt til indhold

Fjernvarmen nærmer sig: Skovby er i mål

En uge før tidsfristen har Skovby nået de gyldne 70 procent. Stjær og Storring er endnu et stykke fra at være i mål.

Samfund

Onsdag eftermiddag kunne fjernvarmeselskabet Kredsløb meddele, at Skovby nu officielt har opnået en tilslutningsprocent på 70, hvilket svarer til mere end 565 hustande i området. Det vækker stor begejstring hos Ole Halkjær Juhl, der er initiativtageren til borgergruppen Skovby Fjernvarme.

»Vi har oplevet en fantastisk spurt her de sidste par dage. I Skovby er vi i mål, og vi har optimistisk tro på, at vi når over målstregen i både Stjær og Storring. De er ved at være meget tæt på.«

De seneste tal fra Kredsløb viser, at der i skrivende stund kun mangler tre procent i tilslutning i Storring og syv procent i Stjær. Det kan vise sig at blive afgørende for fjernvarmetilslutningen i området, hvis de to byer ikke når i mål. Kravet fra selskabet er nemlig en tilslutningsprocent i hver af de tre områder på 70 procent, for at de vil anlægge fjernvarme i området.

Ikke i mål endnu

Selvom hvis Stjær og Storring ikke når de gyldne 70 procent, så håber Ole Halkjær Juhl på, at Kredsløb alligevel vil kigge på mulighederne for at lægge fjernvarme i området.

»Erfaringen viser, at mange har en tendens til at melde til en fjernvarmeløsning, når først et område er tilsluttet. Derfor tror jeg på, at man vil lave vurdering ud fra den store tilslutning, der er allerede nu.«

Hos Kredsløb er der også optimisme at spore.

»Indledningsvis glæder vi os over, at målet er nået i Skovby,« fortæller Anders Rasmussen, der er presseansvarlig i Kredsløb.

Han understreger dog, at de på nuværende tidspunkt ikke kan sige noget om mulighederne for tilslutning i området, før de har de deadline er løbet ud.

»Nej, det kan vi ikke endnu. Vi har også fået tilmeldinger både i dag og i går. Vi kan ikke sige noget officielt, før de endelige tal er på plads 1. november.«

Udvider området

Med seks dage tilbage, ser de i Skovby ud til at kunne nå en tilslutningsprocent, der er endnu højere end de 70. Og det kan ende med at blive meget højere. Lige nu pågår der nemlig forhandlinger med boligforeningen Lejerbo.

»Vi havde et møde i går aftes, og stemningen var positiv,« fortæller Ole Halkjær Juhl.

Faktisk var stemningen så godt, at Lejerbo stemte for fjernvarme for samtlige sine tre afdelinger. Det betyder, at yderligere 81 boliger i Skovby og fem i Stjær har skrevet sig op, når det administrative er på plads. En eventuel aftale med Lejerbo, vil betyde at tilslutningsprocenten i Skovby ryger godt over de 80. Det vil i så fald få stor betydning for folk i området.

»Det gør jo en forskel økonomisk på den måde, at vi bliver endnu flere til at dele omkostningerne for anlæggene. Jo flere vi er fra start, jo mindre bliver regningen for den enkelte.«

Tilmeldingsfristen er tirsdag 1. november.