Fortsæt til indhold

Bekymret læser: Hvad sker der i det gamle missionshus?

Ny byggeaktivitet omkring Missionshuset Nain på Vesterskovvej fik en læser til at undre sig. Skal bygningen rives ned eller renoveres? Uge-Bladet Skanderborg har været på sporet af, hvad der sker i den gamle kirke.

Samfund

Sidste år blev Missionshuset Nain på Vesterskovvej sat til salg. Det 122 år gamle missionshus har siden opførslen været ejet af Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark – bedre kendt som Indre Mission. Efter at have været til salg i flere måneder, skiftede huset ejer i foråret. Lone Lambertsen er med egne ord »trofast læser« af Uge-Bladet Skanderborg, og bor selv på Vesterskovvej. Hun kontaktede derfor avisen, da hun for nylig bemærkede de første tegn på aktivitet omkring ejendommen.

»Jeg har gisnet, og været bekymret for, om den nedrivningsbølge der lige nu ruller hen over Skanderborg midtby også ville omfatte denne bygning – i lighed med det historiske lægehus i Adelgade 107,« skriver hun i en e-mail til redaktionen.

Aktiviteten tyder dog ikke på en forestående nedrivning. Da Uge-Bladet Skanderborg kontakter til bygningens ejer, bliver dette da også bekræftet.

»Vi er i gang med at totalrenovere missionshuset eller selve kirken,« fortæller Anders Vinding Dalgas, der ejer AVD Ejendomsselskab, som har købt bygningen. Ejendommen er blevet erhvervet, da den skal fungere som kontor og showroom for Anders Vinding Dalgas’ anden virksomhed Vinduesbasen ApS, der lige nu holder til på Adelgade.

Skanderborg set fra Skanderborg Mølle - ned mod Vesterskovvej i 1909. Billedet er fra et postkort sendt fra Mary Andersen, Emilievej 2 til Dora Nielsen. Til højre ses bagsiden af det gamle missionshus. Foto: Joh. Fr. Bock og Skanderborg Historiske Arkiv.

Unik ejendom

Det er stueetagen – det der tidligere fungerede som selve kirkesalen – der er i gang med at blive renoveret. Første sal har de sidste mange år fungeret som lejligheder, og det vil den fortsat gøre. Renoveringsarbejdet kommer til at stå på de næste to måneder, hvorefter de skal bruge lidt tid til selve flytningen. Anders Vinding Dalgas håber derfor på at slå dørene op til de nye lokaler i starten af det nye år, og det ser han frem til.

»Ejendommen er meget særpræget og rigtig smuk. I særdeleshed indvendig. Der er fire meters højde indvendig, så det bliver jo et kæmpe rum vi får på knap 100 kvadratmeter eller 400 kubikmeter. Det er jo helt specielt. Hvor har man det henne ellers?«

Allerede nu har håndværkerne fjernet de gamle gulve, støbt og lavet gulvvarme. Samtidig har de fjernet det indvendige loft.

»Vi er kommet op til noget gammelt smuk stuk, så det historiske er virkelig kommet frem. Det er så meningen, at vi lægger noget sildebensparket. Det bliver et ret specielt flot stort lokale. Det tror jeg ikke man kan forstå, det skal man ned at se. For det bliver virkelig imponerende.«

Købt for 770 kroner

I et uddrag fra bogen Omkring Vindmøllen i Skanderborg (2000) af lokalhistorikeren Kaj Klostergaard, berettes det, at frøene til Missionshuset Nain for alvor blev sået i 1894, hvor missionspræsten pastor Sass flyttede til byen. I løbet af sommeren det år talte han hver søndag ude ved Christian 4.’s gamle eg i Dyrehaven, hvor der ofte dukkede omkring 300 tilhørere op. I 1897 var den lokale Indre Mission blevet så markant i området, at de første planer om at opføre et missionshus i Skanderborg, blev bragt i den daværende Skanderborg Amts Avis.

I forbindelse med et friluftsmøde i Dyrehaven 15. juni 1898 blev der afholdt en bazar med henblik på at samle ind til det kommende missionshus. Ca. 600 mennesker deltog i arrangementet, og der blev i alt sparet 300 kroner sammen.

Billede fra kirkesalen i Missionshuset Nain fra ca. 1940 med titlen "Samlet til spisning i Missionshuset". Foto: Skanderborg Historiske Arkiv

22. marts blev der afholdt endnu en bazar i hotel Skandinaviens store sal, som lå på Adelgade 23. Greve Holstein-Holsteinborg holdte ved lejlighed en »alvorligt formanende åbningstale« for de fremmødte, som dog blev lejlighedsvist forstyrret af »højrystet tale og latterbrøl« fra en tilstødende sal, hvor Skanderborg Andels Svineslagteri holdt møde. Her drøftede man den danske svineraces fremtid. Gennem den tynde skillevæg hørtes et tydeligt at »ornerne af Yorkshire racen var frelsen« og at »Yorkshire-herrerne skulle parres med de fede jyske madammer« dette blev fastslået med en høj stemme, som de fleste missionsfolk genkendte som tilhørende en velkendt præst fra egnen til stor forargelse for den lokale presse.

Opførelsen af det nye Missionshus Nain forløb over vinteren og blev indviet 28. marts 1900. Ifølge det digitale tingslysningsregisters database lød købesummen på 770 kroner. Det lyder måske ikke af meget, og det er det umiddelbart heller ikke. Baseret på data fra forbrugerprisindekset fra Danmarks Statistik, svarer beløbet til omtrent 61.000 kroner i 2022. Set fra med boligmarkedets briller anno 2022 ville det i dag være et sandt røverkøb.