Fortsæt til indhold

Skal Posthuset bevares?

Det nye Distriktsråd inviterede for nylig borgere og byrødder til en aftendialog om Ebeltofts fremtid

Samfund

De vil ud over stepperne i det nye Distriktsråd, og derfor inviterede de den sidste torsdag i oktober til et dialogmøde om Ebeltofts fremtid.

Rådet har tidligere her i avisen fortalt, at de håber at få et fint samarbejde med politikerne, men at der også ligger en stor opgave i at få fortalt folk i byen, at de er her, har noget på hjerte og gerne vil bruges. Den sidste del var tydeligvis endnu ikke sket, for til dialogmødet i Støbesalen på Maltfabrikken mødte kun cirka ti mennesker op foruden Distriktsrådet selv.

Der var cirka lige så mange byrådsmedlemmer til stede, som ved et panelbord fik lejlighed til at komme med deres bud på ambitioner for byen - og hvilke udfordringer, de ser.

Flyt fokus

Emner som trafik og det store projekt om byudvikling langs med kysten blev vendt. Ingen af de to emner bragte noget nyt eller overraskende på banen.

Formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Heine Skovbak Iversen som selv bor i byen, benyttede lejligheden til at opfordre sine medpolitikere til at få flyttet fokus længere op i byen, nemlig til området omkring skolen og idrætsbanerne.

»I skulle tage at slå et smut forbi, når I alligevel er i byen. Brug fem minutter på at gå rundt deroppe, og så vil I se, hvor elendig en tilstand vores udendørs idrætsfaciliteter er i. Banerne ligner noget der er løgn, og i det hele taget burde vi lave en helhedsplan for området mellem de to skoler. Vi ville virkelig kunne lave noget fedt, hvis vi fik det hele bundet bedre sammen.«

Christina Grunert, som sidder i Ebeltoft Skolebestyrelse, gjorde i øvrigt opmærksom på, at udearealerne omkring Ebeltoft Skole efter sammenlægningen slet ikke lever op til det behov, der er.

»Man har flyttet dobbelt så mange elever op på skolen, men har ikke gjort noget ved udearealet. Der er nærmest ikke en bænk, eleverne kan sidde på, og der er slet ikke noget for de ældste elever at give sig til. Kan det virkelig være rigtigt?«

Hånden op

Kommunen har vedtaget, at der skal reduceres i de kvadratmeter, som står i kommunale bygninger. For Ebeltoft påvirker den beslutning helt aktuelt steder som Ankerhus ved kirken, Skelhøjeskolen, som står tom efter at overbygningen er flyttet, og det gamle Posthus ved fregathavnen.

På budgetterne er der sat penge af til, at Posthuset skal rives ned, men de seneste par år er flere foreninger flyttet ind, og huset lever som aldrig før.

»Det er klart, at vi får mere ud af rent kvadratmetermæssigt at skille os af med Skelhøjeskolen end med Posthuset,« erklærede Morten Siig Henriksen fra SF. Konservative Kasper Kolstrup Møller, formand for Plan og Erhverv, var mere kontant i tonen, og erklærede, at det skal sælges og rives ned, så der kan udstykkes grunde til salg.

»Hørt«, var svaret fra hans partifælle Tommy Bøgehøj, mens borgmester Michael Stegger Jensen manede lidt til besindelse.

»I de her tider, hvor vi også skal tænke bæredygtigt, så synes jeg, vi skal overveje andre alternativer end bare at rive gamle bygninger ned.«

Tommy Bøgehøj mindende om, at arbejdsgruppen bag en ny Filmefterskole i Ebeltoft har fået bygningerne vurderet med henblik på at købe dem, men at de er så i ringe stand, at de planer hurtigt blev droppet.

En af de få fremmødte borgere bad derpå panelet af politikere om med håndsrækning at tilkendegive, hvor mange, der ønsker at bevare Posthuset.

De fleste hænder røg hurtigt op, få mere tøvende, og kun Michael Aakjær (S) nægtede at svare definitivt ja eller nej.

»Det kan vi jo ikke sidde her og sige hverken ja eller nej til. Der er et byråd før os, der har taget en beslutning, og selv om det for de fleste lige nu virker helt tåbeligt at fjerne et sted, som fungerer virkelig godt, så er det jo en byrådsbeslutning, om vi skal omgøre det eller ej.«

Aftenen sluttede af med kaffe og flødeboller fra Usædvanlige flødeboller, som der var rigeligt af, da Distriktsrådet havde håbet på et større fremmøde.

Medlem af rådet, journalist Vibe Bregendahl, modererede mødet forbilledligt og holdt politikerne til ilden. Hun synes, mødet gik godt, og selv om der ikke mødte så mange op, som rådet havde håbet, så ser hun frem til flere debatmøder med Ebeltoft på dagsordenen.

»Vi skal lige i gang, og folk skal lige opdage, at vi er her, og at vi vil noget med byen. Næste gang kommer der forhåbentligt flere, for det er da en unik mulighed for at få lov at stille politikerne helt konkrete spørgsmål og gøre dem klogere på, hvordan vi, der bor her, synes, at Ebeltoft skal udvikle sig. Og jo flere der kommer på banen, jo bedre kan vi gøre vores arbejde her i Distriktsrådet.«