Fortsæt til indhold

Janne har serveret cirka 50.000 portioner stegt flæsk: Nu slutter en epoke på Ørsted Kro

Forpagter og kok på Ørsted Kro, Janne Simonsen, træder efter syv år tilbage fra nytår, og det markeres med en ganske særlig stegt flæsk-torsdag i Ørsteds krostue.

Samfund

I omegnen er der slynget omkring 50.000 portioner stegt flæsk ud på krostuens borde i de næsten otte år, Janne Simonsen har været forpagter og kok på Ørsted Kro, når hun har holdt stegt flæsk-aften om torsdagen.

Det er det skøn, som tjener Henrik Tellerup, der har været med til at servere stort set alle gangene, giver, baseret på gennemsnitsantal gæster og afholdte stegt flæsk-torsdage.

Det er jeg da ked af, men det er et hårdt job, og jeg kan ikke blive ved at holde til det.

Ved udgangen af året siger Janne Simonsen farvel og tak.

»Det er jeg da ked af, men det er et hårdt job, og jeg kan ikke blive ved at holde til det. Det har været gode år. Jeg kunne godt have undværet corona og den krise, vi står i nu, men det har været gode år,« siger Janne Simonsen og fortsætter:

»Der er da mange mennesker, det er ærgerligt at skulle rejse fra, men sådan er det. Jeg er ked af at skulle her fra, for jeg har haft et godt samarbejde med byen, og her er rare mennesker. Men jeg kan mærke på min krop, jeg skal videre nu.«

Sidste omgang stegt flæsk

Nu har Janne Simonsen så sat dato på sidste omgang stegt flæsk-storsdag, så de flæsk-glade gæster skal sætte et kryds i kalenderen torsdag den 24. november, fortæller hun.

»Jeg laver flæsk som normalt, og så laver jeg et større dessertbord med det, jeg nu kan komme i tanke om. Så håber jeg ved lejligheden at kunne sige farvel til gode kunder. Men jeg bliver jo også året ud,« siger Janne Simonsen.

Jo tættere skæringsdatoen 31. december kommer på, jo mere mærkeligt føles det, fortæller Janne Simonsen, der også løfter sløret for, at fremtidsplanerne ikke byder på et totalt farvel til madkunsten.

»Jeg skal ud og have mig et deltidsjob, og så tager jeg fat på at køre Jannes Mad, firmaet der også forpagtede Ørsted Kro, videre i det små hjemmefra og lave lidt mad ud af huset for ikke at slippe branchen helt,« siger hun og fortsætter:

»Jeg bliver høj af at lave noget, som folk bliver glade for. Der er noget identitet i det at lave mad, og at det gør folk glade. Det prøver jeg at holde fast i ved at køre Jannes Mad videre i det små med mad ud af huset.«

Den sidste omgang stegt flæsk-torsdag under Janne Simonsen løber som sagt af stablen torsdag den 24. november, og kuvertprisen lyder på 169 kroner.

Ørsted Kro har fundet Janne Simonsens afløser allerede tilbage i oktober. 40-årige Sascha Steenfath, der kommer fra en stilling som restaurationschef på Hotel Royal i Aarhus.

¨