Fortsæt til indhold

Rykker Syddjurs væk fra bunden? - Et idrætsvenligt højdespring kræver godt tilløb

Med en karrieredrøm som idrætsvenlig højdespringer inviterede Syddjurs Kommune idrætslivet til stormøde.

Samfund
Mogens Greve

Bundplaceringen som nr. 87 ud af 93 kommuner i en undersøgelse fra Danmarks Idrætsforbund i 2021 om idrætsvenlighed har givet Syddjurs Kommune mod på at lære højdespring.

Som led i forberedelserne mødtes Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget i sidste uge i Multihallen i Ryomgård med repræsentanter fra kommunens frivillige idrætsliv.

Maja Pilgaard fra Idrættens Analyseinstitut lagde ud med et oplæg om fremtidens idrætsliv. Hun fortalte blandt andet om en række undersøgelser og kom med bud på udfordringer, muligheder og løsningsforslag i det frivillige idrætsliv.

Ved ’politikerbordet’ sad også byrådsmedlem Riber Hog Anthonsen (V), der deltog i kraft af sit tidligere virke som formand for kommunens tidligere Udvalg for plan, udvikling og kultur. Hen over bordet nævnte han det succesfulde gymnastiksamarbejde mellem IF Ådalen, Mørke IF og Hornslet IF (et samarbejde som han i øvrigt selv har en aktie i).

29 forskellige afdelinger

På de tre foreningers hjemmesider kan man se, at IF Ådalen har 10 afdelinger, Mørke IF 7 afdelinger og Hornslet IF 12 afdelinger.

I praksis er de 29 afdelinger forskellige som dag og nat.

Som ’gymnastikmand’ ved Riber Hog Anthonsen meget om gymnastikken i foreningerne – uden nødvendigvis også at vide noget om eksempelvis petanque, badminton eller håndbold.

I ingen af de tre foreninger er der én person, der for alvor har fingeren på pulsen i alle afdelinger. Samtidig er der markante forskelle på foreningerne – godt illustreret ved blot at se på to traditionelle idrætsgrene som håndbold og fodbold.

I håndbold har Hornslet IF og IF Ådalen både ungdom og herre-/damesenior, mens Mørke IF slet ikke har håndbold på programmet.

Ifølge de tre klubbers hjemmesider tæller fodboldens ungdomsafdelinger 4 rækker i hhv. IF Ådalen og Mørke IF mod hele 17 rækker i Hornslet IF. Til gengæld har Hornslet IF færrest seniorhold.

Partybus contra ungdomsfest

Ved IF Ådalens netop afholdte seniorafslutning deltog 70 spillere og trænere/ledere og kørte i partybus rundt på de djurske veje.

I Hornslet IF foregår fodboldfesten i ungdomsrækkerne.

For Mørke IF og IF Ådalen handler det om at tiltrække spillere og overleve i flest mulige ungdomsrækker. Mens Hornslet IF’s udfordring er fastholdelse af de mange ungdomsspillere.

For at Syddjurs Kommune kan være en optimal medspiller for hver af de tre fodboldafdelinger, at man nødt til at have indsigt i afdelingerne – og forståelse for de store forskelle. Det samme gælder i forhold til kommunens mange andre foreningsafdelinger.

Er det godt nok?

To repræsentanter fra hver af de tre vestlige klubbers i alt 29 vidt forskellige afdelinger = 58 personer. Altså flere for at dække blot tre klubber forskelligheder ind, end der ved mødet i Ryomgård deltog på vegne af samtlige kommunens knap 100 foreninger (25 foreninger var repræsenteret).

Ingen af de tre fodboldafdelinger blev nævnt/debatteret i det åbne forum, og i det hele taget hørte man ikke meget til ord som fodbold, håndbold, badminton, trænerkvalifikationer, elite contra bredde eller træner-/ledermangel.

Snakke og tilkendegivelser i mødets to workshops efterlod givetvis brugbare input til kommunens tilløb til det idrætsvenlige højdespring. Spørgsmålet er bare, om tilløbet er langt nok – og godt nok.

Nedrivningen lurer

»Når vi kommer hjem, mødes workshop-lederne og evaluerer indtrykkene,« sagde kultur- og borgerchef Ole Wolf.

»Det kommer på udvalgsmødet i december, hvor vi også snakker om politikernes udbytte af dagen og om, hvordan vi bruger det, og hvad vi gør. Og så regner jeg med, at jeg dér giver mit bud det videre arbejde.«

Man kan ikke bebrejde kommunen de udeblevne mødetilmeldinger fra foreningernes mange afdelinger. Men det efterlader det store spørgsmål, hvor realistisk højdespringet er, hvis idrætsindsatsen tager udgangspunkt i et møde med en så begrænset del af foreningslivet.

Det er fristende at oddse på en nedrivning.