Fortsæt til indhold

Kogepåbud for Skellerup Enge ophævet efter en uge

For anden gang inden for få måneder var en mistanke om lortebakterier i vandet fra Skellerup Enge pumpestation årsag til et kogepåbud.

Samfund

En uges tid skulle 1270 husstande, som får vand fra Skellerup Enge pumpestation, koge vandet efter fund af enterokokker. Påbuddet blev dog ophævet 15. november ved frokosttid. Det fortæller Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

Beslutningen blev taget på baggrund af resultaterne på de opfølgende drikkevandskontroller fra Fællespumpestationen. Syddjurs Kommune har i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed tirsdag 15. november ophævet kogepåbuddet, som blev udstedt til vandværket 7. november 2022.

Det betyder, at det ikke længere er nødvendigt at koge vandet, som leveres fra Fællespumpestation Skellerup Enge A.m.b.a. og følgende vandværker: Vistoft Vandværk, Dragsmur Vandforsyning, Strands Vandværk, Begtrup Vig Vandværk, Begtrup Vandværk, Oversø Vandværk, Bogens Strand og Fuglsø Strand Vandværk, som tilsammen forsyner godt 1270 brugere.

Lortebakterier

Kogepåbuddet blev indført, da der blev fundet enterokokker i en vandprøve udtaget på ledningsnettet ved Begtrup Vig Vandværk 4. november 2022.

E. coli og intestinale enterokokker er såkaldte indikatorbakterier, som stammer fra tarmen hos mennesker og dyr.

De er sjældent selv sygdomsfremkaldende, men når de findes i vandet, er det et tegn på forurening med afføring (fra dyr eller mennesker).

Dermed er der risiko for, at andre sygdomsfremkaldende bakterier eller vira findes i vandet, f.eks. salmonella eller campylobacter (der kan give diarré).

Det var den samme mistanke om enterokokker i drikkevandet, der udløste kogepåbuddet i august måned til de samme vandværker og virksomheder, der forsynes med vand fra Fællespumpestation Skellerup Enge.

Inden du drikker

I løbet af den uge, kogepåbuddet stod på, arbejdede vandværket på at kunne åbne for sluserne igen.

Torsdag 12. november udtalte Syddjurs Kommunes kommunikationschef Ole Bjarke Nielsen således:

»Vandværket er pt. i gang med kildeopsporing, og der er tirsdag blevet udtaget den første runde opfølgende vandanalyser.«

Da enterokokker kræver 4-5 dages dyrkning i laboratoriet, tog det sin tid at få svar prøverne.

Fredag 11. november blev der udtaget en anden runde vandprøver, og det var altså dem, der kom svar på tirsdag 15. november.

Ole Bjarke Nielsen fortalte i øvrigt i samme ombæring, at vandværket i øjeblikket er i gang med forskellige udbedringer og renoveringer, som har været planlagt inden kogepåbuddet.

Bl.a. er rentvandsbeholderen og alle højdebeholdere blevet gennemgået og renset, og en vandindvindingsboring er blevet renoveret.

»Grundvandsgruppen hos Syddjurs Kommune har foretaget tilsyn på vandværket og højdebeholdere og er løbende i kontakt med vandværkerne,« siger Ole Bjarke Nielsen.

Nu er mistanken om lortebakterier væk - i hvert fald for denne gang - men inden du slubrer løs af vandet fra hanen, kan du lige overveje at gøre følgende. Det anbefales nemlig, at de ejendomme, der var omfattet af kogeanbefalingen, får gennemskyllet deres vandinstallationer grundigt for at mindske en eventuel tilstedeværelse af ”gammelt” vand i installationerne.

For yderligere oplysninger kan der rettes henvendelse til dit vandværk.