Lisbeth Binderup er Årets Erhvervsudvikler i Skanderborg
Afgående kommunaldirektør Lisbeth Binderup blev hædret med ErhvervSkanderborgs ErhvervsUdviklerpris 2019 ved kommunens Nytårskur
erhverv Til stor overraskelse ikke mindste for hovedpersonen selv, løb Skanderborg Kommunes afgående kommunaldirektør, Lisbeth Binderup ved kommunens Nytårskur onsdag aften i sidste uge med titlen som Årets ErhvervsUdvikler, en pris der gives til en virksomhed eller person, som i bred forstand har gjort en stor indsats for kommunen.
Morten Kohsel, formand for ErhvervSkanderborg, overrakte prisen sammen med sidste års vinder, Torben Drejer fra ETK EMS.
"Ideen med ErhvervsUdviklerprisen er at sætte spot på de gode ting her i Skanderborg. Vi synes, det er vigtigt, at når nogen gør det godt, så skal vi også fortælle den gode historie, det er rigtig vigtigt for kommunen," understreger Morten Kohsel.
En kæmpe forskel
"Lisbeth har en åremålskontrakt med Skanderborg Kommune, der snart løber ud. I de ni år, Lisbeth har været i kommunen, har der ikke været tvivl om, at hun har gjort en kæmpe forskel for samspillet med erhvervslivet. Lisbeth har forstået interaktionen med personalet, institutionerne, erhvervslivet, og ikke mindst det spil, der foregår i samarbejdet med politikerne. Lisbeth har også deltaget som en af drivkræfterne til det nye og flotte hovedkvarter her på Fælleden," forklarede han om baggrunden for kåringen.
Rørt kommunaldirektør
Det var en meget rørt kommunaldirektør, der takkede for prisen.
"Jeg troede, det var lidt for sjov, da jeg hørte, at jeg var nomineret. Jeg vil gerne sige jer tusind tak, hvor er det pænt af jer at tænke på mig, det er jeg virkelig, virkelig beæret over. Jeg har været lidt tæt på den dommerkomiteen gennem årene, og vi har haft det ene stærke hold efter det andet. I år tænkte jeg hold nu op, sikke et stærkt felt, hvem mon det bliver, hvor er de stærke, de to andre – men tusind tak. Og tak for alle årene i Skanderborg, tak til alle de erhvervsfolk jeg har lært at kende. Det har været så fantastisk."
De to øvrige nominerede til prisen var Mikael Sthaalros, CEO hos Damstahl, samt team.blue.