Naboer håber på ny dialog
Foreningen til bevarelse af Gl. Hørning har ikke opgivet håbet om at råbe politikere og embedsmænd op
hørning Udsigten til parkeringsproblemer i området omkring Adselvvej samt indbliksgener fra det kommende byggeri på Rådhusgrunden var på dagsordenen, da Foreningen til bevarelse af Gl. Hørning tirsdag i sidste uge indkaldte godt 100 naboer til fællesmøde.
"Mange var mødt op og resultatet af vores borgermøde var faktisk ganske positivt. Vi fik en snak om, hvad kommunens høring indebar og konsekvenserne af dispensationen for de krævede antal P-pladser samt indbliksgenerne. Det resulterede i, at vi laver et samlet høringssvar," fortæller Max Jørgensen fra Foreningen til bevarelse af Gl. Hørning.
Invitation til kommunen
"Derudover besluttede vi som en del af vores høringssvar at invitere de lokale byrådspolitikere og repræsentanter fra Planafdelingen, Vej og trafik samt Byggesagsafdelingen til et opklarende møde i Hørning, hvor vi beder om at få en redegørelse for, hvordan kommunen vil anvise plads til de manglende P-pladser og komme med en oversigt over, hvor de enkelte pladser rent faktisk er placeret, så vi kan få dokumentation for at P-pladserne i P-fonden virkelig kan etableres i Hørnings midte," oplyser Max Jørgensen.
"Vi vil til dette møde også bede om at kommunen kommer med en begrundet redegørelse for, at de nu har lavet en screening, som viser, at der ikke behøves en miljøvurdering på trods af, at der tidligere er lavet en screening og miljørapport på selvsamme byggeri som viser, at der opstår væsentlige negative påvirkninger i form af skygger, visuelle påvirkninger, lysproblemer og ikke mindst indbliksgener, som der skal tages højde for i henhold til bygningsreglementet."