Fortsæt til indhold

"Mange har ingen anelse om, hvor meget der er sparet på velfærden"

Personlige beretninger fra en patient med ALS, pressede sygeplejersker og pårørende til plejehjemsbeboer gjorde indtryk på Enhedslistens Maria Temponeras

Samfund
Grethe Bo Madsen

fv19 Mange af deltagerne i UgeBladet og Skanderborg Bryghus' speed-date arrangement med lokale folketingskandidater benyttede lejligheden til at fortælle om deres personlige situation. Og det gjorde indtryk på Enhedslistens Maria Temponeras.

"En del er kommet med nogle fortællinger fra deres hverdag, som har gjort et stort indtryk på mig. Der har blandt andet været to sygeplejersker fra Aarhus Universitetshospital, der fortalte om der nu skal skæres yderligere ned på deres afdeling, selvom de allerede nu har svært ved at nå det, de skal. En har fortalt om, hvordan hendes far har det på et plejehjem, og en mand med ALS fortalte om, hvor svært det har været for ham at få hjælp," konstaterer hun.

"Jeg tror, at der er rigtig mange mennesker, der ikke ved, hvor meget der egentlig er blevet sparet rundt omkring i velfærdssystemet, og hvor svært det faktisk er at få hjælpe, når man har brug for det. Og det er også vigtig viden for mig at få fra de forskellige hjørner af samfundet."

"Det har givet mig en masse inspiration og ny viden. Jeg synes faktisk, det har været fantastisk. Jeg håber folk har fået fornemmelsen af, at der er noget, vi faktisk godt kan lave om. At tingene ikke bare er som de er, men at det er noget vi godt ændre. At der er nogle kræfter, der arbejder for at skabe de forandringer.