Nej: SuperBrugsen i Skanderborg flytter ikke
Skanderborg "Jeg har sjældent hørt noget så dumt."
Ordene kommer fra Flemming Møller Hansen, ejendomschef i Coop, og er et svar på et rygte om hvorvidt SuperBrugsen på Adelgade er på vej til at flytte til den bygning, der tidligere husede Kvickly, altså lidt længere nede ad Adelgade.
Med det slået fast er spørgsmålet så, hvad der skal ske på Kvickly-grunden.
I en nylig artikel i JP Aarhus fremgik det, at Coop var langt fremme med planerne om at bygge i op til 11 etager på grunden. Men så langt er Coop slet ikke, understreger Flemming Møller Hansen.
"Vi er ikke afklaret med med, hvad vi vil med grunden. Vi har nogle ønsker, både internt og i forhold til Skanderborg Kommune, som vi nu arbejder med," siger han.
Kan der komme en ny dagligvarebutik i Kvicklys tidligere lokaler?
"Det er alt for tidligt at sige noget om," fastslår Flemming Møller Hansen og trækker 'tålmodighedskortet'.
"Vi skal nok melde ud, når vi har besluttet os for, hvad der skal ske på grunden. Og vi har ikke travlt i den sammenhæng," lyder det.