Fortsæt til indhold

Skal være nyt idræts-, børne- og sundhedshus

Frydenlundskolen bliver alligevel ikke solgt, men omdannes til blandt andet dagtilbud og sundhedspleje

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Frydenlundskolen bliver nyt, fælles hus, der skal rumme både badminton, børnepasning og behandlingstilbud.

Et flertal i byrådet anbefaler at følge en byrådsindstilling om, at kommunen ikke sælger Center 10, som det ellers blev besluttet i 2016.

Istedet skal Frydenlundskolen nu være et kommunalt hus med både idrætsfaciliteter, dagtilbud for børn fra 0-6 år og enheden Folkesundhed Aarhus, der laver forløb om blandt andet rygestop, sukkersyge, kræft og kroniske smerter.

Med tiden er det også tanken, at en lægepraksis skal flytte ind i huset.

Baggrunden for at ville bruge huset i fremtiden er dels, at der bliver bygget rigtig mange boliger i området, hvilket betyder, at behovet for flere dagtilbud er stort, og at det er svært at finde ledige byggegrunde i området. Derudover mener man, at der kan skabes synergieffekter mellem sundhed og idræt og mellem sundhedsplejens tilbud og daginstitutionerne.

Unge og ældre mødes

Ældrerådet i Aarhus Kommune er blevet hørt, og i dets høringssvar udtrykker rådet stor tilfredshed med planerne.

"Vi tror, at de ældre kan få stor glæde af det," siger Jan Radzewicz, der er formand for Ældrerådet i Aarhus Kommune.

Rådet tror på, at huset vil give mulighed for flere generationsmøder.

"At unge og gamle mødes har selvstændig værdi, og det er noget, vi prioriterer højt. Ikke sådan at man sidder omkring et bord, men bare det at aktiviteter sker samme sted, eller i nærheden af hinanden er vigtigt. Vores kendskab til hinanden stiger, og vores interesser smitter af på hinanden," siger Jan Radzewicz.

Indstillingen til byrådet lyder på, at man giver en anlægsbevilling på 19,2 millioner kroner til at etablere ni dagtilbudsgrupper i det nye hus. Derudover bevilliges der 5,8 millioner kroner til ombygning af idrætsfaciliteter. De 25 millioner finansieres dels af reserven til sikring af pasningsgarantien og dels af allerede afsatte midler til ombygninger på Frydenlundskolen.

Der lægges op til, at Børn og Unge, Kultur og Borgerservice og Sundhed og Omsorg skal indgå en fælles aftale om drift af Idræts-, Børne- og Sundhedshus Frydenlund.

De cirka 32 millioner kroner, man regnede med at få ved et salg, bliver nu fundet på andre måder.

Indstillingen skal endeligt behandles på byrådsmødet 27. november.