300.000 gange glæde i Hylke
Kommunens Landsbypulje har givet tidlig julegave til Hylke
Hylke Armene er i den grad oppe hos medlemmerne af den frivillige gruppe Team Forskøn Hylke, der som navnet antyder har som mission at gøre Hylke 'mere lækker'. Årsagen er en donation på 300.000 kr. fra Skanderborg Kommunes Landsbypulje.
"Det er vi naturligvis glade for," lyder det ikke overraskende fra Tina Sønderskov, tovholder i Team Forskøn Hylke.
I forvejen råder gruppen over 260.000 kr., der stammer fra donationer fra lokale foreninger, hvor flere har doneret 25.000 kr. Målet er at indsamle 1 mio. kr.
"Så vi er ude og søge flere penge," fortæller Tina Sønderskov.
Og det bliver ikke noget problem af få brugt pengene...
Masterplanen er at omdanne området ved sportspladsen til et aktivt mødested.
"Vi vil meget gerne have anlagt en skaterbane, hvor man også kan cykle og 'rulle', altså en multifunktionel bane. En af de store fordele ved sådan et sted er, at det kan fremme aldersintegrationen i byen på tværs af køn, alder samt højde og drøjde. Alle kan være med," lyder det fra Tina Sønderskov, der gerne løfter sløret for flere af de drømme, Hylkeboerne har.
"Vi vil også gerne have et madpakkehus med en stor terrasse. Det kan blandt andet bruges af de lokale dagplejere, så de ikke behøver at gå hjem for at spise eller for at komme i tørvejr, hvis der kommer en byge. Der skal også helst være en legeplads."
Blomster og pølser
Gruppen har allerede været ude og sætte bunker af blomsterløg, der til foråret vil forskønne områderne ved byskiltene ind og ud af Hylke. Og der er flere aktiviteter på plads.
"Vi har et årligt nytårsløb samt et cykelløb til foråret, og herfra vil overskuddene gå til vores projekt. Og vores købmand har allerede lovet drikkevarer til indvielsen af skaterbanen, hvor vores pølsemand serverer pølser," fortæller Tina Sønderskov og sætte ord på slutmålet.
"Vi vil gerne tiltrække flere folk til byen. Vi synes i forvejen, at Hylke er et rigtig dejligt sted at bo, men vi tro på, at vi kan gøre det endnu bedre," lyder det.